Lokalarkivet er blevet betænkt med et maleri af Svovlsyrefabrikken, som den har set ud omkring 1890. Men der mangler andre billeder af fabrikken og arbejderne dér gennem tiden.
Nyt i samlingen Tårnby Lokalarkiv har netop modtaget et flot maleri af Dansk Svovlsyrefabrik. I arkivets samling mangler der billeder og fotografier af fabrikken. Virksomheden blev anlagt i kommunen i 1874. Den ændrede karakter undervejs - dele af produktionen flyttede andre steder hen. Gennem 1980erne blev meget lukket ned i Kastrup - virksomheden blev helt lukket i 1991. Fabrikken blev udvidet og ombygget mange gange, og forandringerne er svære at få styr på uden billeder. I 1950 ønskede Dansk Svovlsyrefabrik også at få malet et billede, der viste fabrikken fra 1890. Til det blev kunstnerens søn, der var arkitekt, hentet ind for at tegne en rekonstruktion ud fra de sporadiske fotos fabrikken ejede. Ud fra oplægget malede Peter Rostrup Bøyesen denne udgave af fabriksanlægget badet i det særlige lys, der er på Amager ved vandet. A/S Dansk Svovlsyre og Superphosfat-fabrikPeter Rostrup Bøyesen Efterlyser Arkivet mangler fotografier af fabrikken både af de mange bygninger, som opstod med de forskellige produktioner, og af arbejdssituationer hvor produktionen og arbejderne kan ses. Har du nogle fotografier - som også kan være af arbejdskollegaerne efter arbejde - er arkivet meget interesseret.  Du kan her se, hvad der er registreret om Svovlsyrefabrikken i arkiv.dk.