Du kan læse om Saltholm - Tårnbys store grønne ø i Øresund. De fleste uden for Amager kender kun øen, når de flyver hen over det flade landskab.
Den grønne ø i Øresund
Saltholm er en ø midt i Øresund. Øen er 7 km lang og 2,5 km bred. Den eneste måde at komme til Saltholm er med båd, og da vandet er lavt mange steder, kræver det et godt lokalt kendskab til undergrunden for at sejle derover. Du ankommer med båd til Barakkebroen, som er anlagt i 1700-tallets begyndelse. Lusebroen, som ligger syd for Barakkebroen, blev tidligere også benyttet flittigt. Resten af turen foregår til fods. Da der kun er få og ujævne grusveje, når du ikke øen rundt på under otte timer.Den sydlige del af øen - fra Holmegården og syd på - er fredet i fuglenes yngletid fra 1. april til 15. juli. Øen blev fredet i 1983.
Foruden de to fastboende familier er øen kun befolket af flere hundrede kreaturer om sommeren, samt tusindvis af fugle - specielt i yngletiden. Der er ca. ti sommer-liggere på øen bl.a. på Kalktippen, der er opstået af affald fra kalkbrydningens tid. Nye huse må ikke opføres på øen på grund af fredning. Der er ingen elektricitetsforsyning, der kan fås strøm gennem solenergi eller en generator. Vandet i undergrunden er ret saltholdigt og udrikkeligt for mennesker, men kreaturerne vænner sig hurtigt til det oppumpede salte vand. Flere dybe, vandfyldte kalkgrave vidner om øens fortid som arbejdsplads for kalkbrydning. Det er foregået fra middelalderen til 1930'erne.Øen ejes af grundejere på Amager og bestyres af Saltholmsejerlauget, der købte øen af staten i 1873 for 31.000 rigsdaler.
Hvis du vil en tur på Saltholm, kan du hente arkivets Guide til Saltholm
Bøger og film om Saltholm
På biblioteket kan du desuden enten købe eller låne bogen.
SaltholmAf: Inger Kjær Jansen, Hans Zimling og Stinne Bo SchmidtUdgivet: 1999108 sider, ill.Inger Kjær Jansen fortæller om øens historie, Hans Zimling om sin barndom på øen og Stinne Bo Schmidt om kunstmaleren Th. Philipsens forhold til øen og hans motiver herfra.Køb bogen således
Du kan også låne DVD'er om Saltholm
Saltholm
Optaget i 1976-1977 af Michael KristerssonTårnby KommunebibliotekerVarighed 50 minutterI denne Saltholmfilm fortæller Georg Zimling fra Saltholm om øens natur, dyr og mennesker.
Midt i Øresund
Optaget i 1978-1980 af Dirch JansenTårnby KommunebibliotekerVarighed 60 minutterMidt i Øresund ligger Saltholm. Filmen skildrer livet, som det udfolder sig på øen. Saltholm er hjemsted for et rigt fugle- og dyreliv. Holmemanden, ornitologen og kromanden fortæller om hverdagen og den tætte kontakt med naturen.
Vi besøger - Brødrene Zimling på Saltholm
Optaget i 2007 af Dirch JansenTårnby KommunebibliotekerVarighed 30 minutterPortræt af Hans og Georg Zimling, som sammen med deres seks søskende voksede op på gården Gammelværk på Saltholm. Georg blev på Saltholm, medens de øvrige rejste væk. Hans bor dog på øen om sommeren.