Nr. 1, 1994
Udsigt til Amager
I december 1993 udgav Københavns Amtsmuseumsråd en ny bog om Tårnby og Dragør, som giver et historisk billede af kommunerne op til vores tid. Forfattet af Hannelene Toft Jensen, Ena Hvidberg og Janne Lauersen - i samarbejde med lokale. Nogle afsnit fra bogen vil i det følgende blive beskrevet/citeret.
Øen Amager: Amagers historiske betydning for København beskrives som spisekammer og losseplads og københavnernes degradering af Amager. Heldigvis kan både Johanne Louise Heibergs erindringer og maleren Julius Exner skildre Amager mere positivt.
Udviklingsdrømme: Planer om en bro over Øresund går tilbage til 1936, og en tunnel til Sverige findes i 1943 - ingen af projekterne blev til noget. De er dog alle båret af en stærk fremtidstro på, at mere trafik, mere industri, handel og flere boliger ville vende udviklingen. Mange bindinger i byudviklingen på Amager var skabt af storbyens behov, så som fornuftig militær beskyttelse og behovet for at få kørt latrinen bort, en lufthavn og den voksende befolkning.
Den bundne byudvikling: Her redegøres for udviklingen af bebyggelsen i de to amagerkommuner.
Tårnby Kommune: Forfatterne lægger her vægt på Tårnbys bebyggelsesmæssige udvikling som forstad. Kastrup med glasværket som centrum - industri og de mange amagerbrug udstykkes til store boligområder: Saltværkshusene, Skottegården, Lufthavnsparken med flere. Tårnby landsby bliver opslugt af Vinkelhuse, Allégården og Tårnbyparken. Der kommer nye erhvervsområder: Kirstinehøj, og Vestamager får mange parcelhuse.
Forstaden og fremtiden: Heri beskrives udviklingen i Dragør med skipperbyens særpræg på de mange bevarede bygninger, som Tårnby ikke har magen til. Til gengæld har Tårnby mange spændende boligområder fra mellem- og efterkrigstiden.
Nr. 2, 1994
Fastelavn
Februar står i fastelavnens tegn og traditionerne har nu ikke ændret sig meget. I 1930erne og 1940erne var børnene udklædt som indianere, vagabonder og lapse. Der blev slået katten af tønden, præmier til kattekongen og bundkongen. De fik varm chokolade og fastelavnsboller. Om mandagen raslede de.
Fastelavnsridning er en særlig Amagerskik - som stadig holdes i hævd i Dragør, Store Magleby og Ullerup på hver sin dag. Fastelavnsridningen har siden 1800-tallet haft den form, den har i dag med faste regler for forberedelse, påklædning og pyntning af hesten. Fastelavnsrytterne red tidligere i amagerdragter, men i dag er ”uniformen” sorte bukser, sort broderet vest med sølvknapper og hvid skjorte med stivede ærmer, dertil høj hat med broderet hattebånd. Tøndestokken er lavet af asketræ, der er lagret mindst et år, før den drejes. Males i almuegrønt- og rødt med guldbronze og sort hoved. Hestens hale flettes i tre eller fem fletninger og bindes op mod haleroden i en roset og pyntes med røde og hvide silkebånd, manken flettes ligeledes og isættes silkeblomster. Hoved- og seletøjet består af en oval trætop, der også er pyntet med blomster, og skal beskytte hesten mod kølleslag. Seletøjet har påsyet ca. 800 sneglehuse, som er slebet flade på den hvælvede side.
Tønden er forsavet, så bunden falder først – for at undgå spidse ender, som kan skade mennesker og dyr. Tønden males i blå og røde farver med både sølv og guldbronzeringer. Den hænges op og flankeres af to store grønne kranse bundet af gran.
Flagmænd eller fanebærere rider forrest i kortegen, de har ansvaret og skal kende rute, steder der skal besøges og de skal synge for med at udbrede skålsangen. Musikvognen følger efter fanebærerne og består af fem messingblæsere. Hesteholderne kommer bagerst på jernhestene. De har en vigtig opgave, at holde hestene i ro, når der skåles og også aftage en del punch for rytterne.
Punchen er efter tønden den vigtigste ingrediens i fastelavnsridningen, og laves efter en bestemt opskrift, nogle serverer æggepunch, de fleste rompunch. Opskriften på rompunch er 1 kop sukker, 2 kopper mørk 60 % rom og 3 kopper kogende vand. Rytterne besøger ca. 50 steder inden tøndeslagningen kl. 16.00.
På dagen samles alle rytterne og begiver sig i fællesskab ud på den planlagte rute, hvor der synges, skåles og udbringes et leve for værtsparrene, som oftest kvitterer de med en solosang for skålen. Når tøndeslagningen er overstået belønnes tøndekongen med en stor rød og hvid sløjfe – der bindes om venstre arm af tøndedronningen, og han får et kys af hende. Hesten får den ene af de ophængte kranse om halsen. Ved aftenens bal skal tøndekongen åbne ballet med de tre første danse med tøndedronningen, hun er udpeget blandt medlemmernes døtre.
Nr. 3, 1994
Tårnby Kro
Poge- og Haandgjerningsskolen
På Englandsvej 322 ligger Pogeskolen, men skal eksproprieres i forbindelse med etableringen af Øresundsforbindelsens landanlæg. Lokale beboere har taget initiativ til en ny forening, at bevare Pogeskolen. De forestiller sig, at skolen skal flyttes til en tom grund bag Tårnby Kirke. Pogeskolen startede omkring 1876, blev drevet af to ugifte søstre – Katrine og Emma Sørensen. Skolen blev også kaldt jomfruskolen. Katrine var den boglige, og Emma varetog undervisningen i håndgerning. Skolen havde både piger og drenge, og havde ét klasseværelse. Skolen blev lukket i 1907, hvor den nye Tårnby Skole blev indviet – Katrine Sørensen blev ansat som lærerinde her.
Hvis Pogeskolen bliver bevaret, forestiller den nye forening sig, at huset skal bruges til receptioner i forbindelse med bryllupper og begravelser.
Tårnby Kro dannede tidligere rammen om livets store begivenheder. Den lå på Englandsvej 321, nu Vinkelhusene. Bygningen var oprindeligt et fattighus indtil 1920, hvor de sidste tre fattiglemmer blev overflyttet til Sundholm. Frederik Svendsen, som havde drevet stedet i 17 år fik lov at købe stedet af kommunen - uden udbud, da sognerådet skønnede, at han havde tjent kommunen uden ret til pension. Han søgte i oktober om beværterbevilling. Pastor Vibæk modsætter sig det, men i december 1920 fik han sin bevilling. Året efter ansøgte Frederik Svendsen om at opføre en keglebane. Frem til 1932 drev han kroen, hvor Tårnby Kommune af økonomiske årsager overtog den. Ingvard Pedersen lejede den og købte den efterfølgende i 1942. Kroen nedlægges i 1955 og nedrives.
Nr. 4, 1994
Kastrup Fremme
Det var en forening i Kastrup med det formål at fremme sporten og fritidsfornøjelser, blev stiftet 28. august 1916 af fremtrædende borger i Kastrup med stor opbakning, nogle refererede foreningen som ”oversognerådet”. Det offentlige møde foregik på Kastruplund. Bestyrelsen bestod af formand – ingeniør Holger Alsø, glasmager C.J. Olsen, malermester Westh, frøken gartner J. Bothmann og mange flere. Foreningen tog ivrigt fat på at samle penge ind og i 1917 kunne det mest kendte – Kastrup Fremmes Anlæg – realiseres, et konsortium havde skænket ca. 2 tønder land og så kunne ”folkeparken” påbegyndes.
Holger Alsø beskrev foreningens formål således: ”Når Dragør kan skabe et ”Anlæg” hvorfor skulde det så ikke lade sig gøre for os Kastruppere”.
Der er stadig en rest tilbage af anlægget, der er blevet mindre med årene, lufthavnens og Øresundsforbindelsen landanlæg har gjort indhug. Glasmager Theodor Green udtrykte sin bekymring for manglende muligheder for frirum. Muligheder for tilflyttere, et fristed for børn og unge.
Mindestenen omtales i juni 1920 i Amager Bladet: Nu er stenen, som skal forkynde for kommende slægter, fundet. Den lå i Kastrup Havn - kendt af enhver badende lokal. Stenen skulle placeres ved indgangen fra Skøjtevej. Luplau Jansen komponerede inskriptionen og billedhugger Oscar Svenstrup udførte det. Ved sommerfesten i 1922 var stenen endnu ikke rejst, og ingen ved præcist hvornår det skete.
Sommerfesterne blev afholdt gennem mange år og varede i flere dage med boder, tombolaer, karusseller og varietéforestillinger og mange andre forlystelser, hvilket også trak mange besøgende til. Derudover var der lotteri – i 1917 var gevinster f.eks. en gyngestol, en oliefrakke, et maleri af Flygenring samt ét af Luplau Jansen.
Nr. 5, 1994
Saltholm
Saltholm tilhører Tårnby Kommune. Mange har set denne store flade ø fra luften. Naturen på øren blev fredet i 1983, hvorfor der ikke kom lufthavn, Øresundsbro og ferieparadis på øen. Mange fugle yngler her – da al færdsel syd for kroen er forbudt i yngletiden 1. april – 16. juli, hvilket også gælder for sælreservatet. Der vokser også en sjælden blå iris. Kreaturer sendes til Saltholm og græsser hele sommeren, en særrettighed en på Amager bosat hollandsk koloni fik i 1521 - i 1541 fik danske kreaturholdere på Amager også rettighederne. Der blev ansat en holmemand til at føre regnskab og holde opsyn. I 1873 solgte staten Saltholm til grundejerne for 31.000 rigsdaler, da der var tvivl om rettighederne til øen. Året efter blev Saltholmsejerlauget stiftet, hvilket stadig er gældende. Holmemanden boede frem til 1970 på Holmegården – hvor han som biindtægt kunne drive kro.
Holmemanden ejede gården frem til 1821, hvor den blev købt på en auktion. Formandskabet for Amagerland og Saltholm købte gården for 100 rigsdaler, vurderingen var dog 670 rigsdaler. Den 23. juli 1856 nedbrændte den gamle Holmegård på nær lidt murværk. En ny gård blev hurtigt bygget - nu på vestsiden af øen nær Barakkebroen. Den indeholdt en rummelig forstue, dagligstue, to gæsteværelser, en lille skrivestue, et pigekammer og et spisekammer. Desuden en længe med lade, stald og andet.
Saltholms undergrund består af kalk, som blev brudt siden middelalderen og frem til 1935. Karantænestation har der også været på øen under epidemier og krige – heraf navnet Barakkebroens navn stammer fra de barakker, som blev bygget under pesten i 1709.
Der er en pestkirkegård, og nogle gravstene over faldne engelske marinere fra krigen i 1807. Theresia Tops navn står på den ene sten, hun var Saltholmsborger og gift med marketenderen, død i 1807. Det var dengang ikke muligt at krydse sundet, da der var spærret af engelske krigsskibe.
Maleren Th. Philipsen var meget inspireret af lyset på Saltholm og har tegnet og malet talrige kendte motiver derfra i den periode, hvor han boede på Bryggergården.
Gabriella og Niels Adamsen er i dag opsynsfolk på Holmegården, hvor de har indstillet krodriften for at beskæftige sig med dyrene. Så nu er det slut med at smage den legendariske æggekage lavet af øens mågeæg. John Bergmann sejler postbåden fra Kastrup Havn.
Rettelse: Formentlig er det ikke pga. barakker, at broen har fået det navn, da gamle kort har navnet stående før den tid.
Nr. 6, 1994
Københavns Lufthavn
Tårnby Kommune har på godt og ondt været vært for Københavns Lufthavn i Kastrup. Støj, luftforurening og ekspropriationer, men har også skabt mange arbejdspladser i og uden for lufthavnens område. Det blev overvejet at flytte lufthavnen til Saltholm. Lufthavnen blev indviet den 20. april 1925 og var verdens første helt civile lufthavn. Lufthavnsbygningen var opført i træ og blev kaldt sommerpavillonen. På landingsbanerne af græs græssede får, som sørgede for klipningen af græsset. De blev dog snart til gene for den voksende flytrafik og blev derfor afskaffet. Græsset var om vinteren og foråret for blød at lande på.
Da tyskerne besatte lufthavnen i 1940 anlagde de cementbaner. Større krav om udvidelse af baner og bedre vejforbindelser kom senere, og igen gik det hårdest ud over Maglebylille landsby. En ny lufthavnsbygning var allerede opført i 1939, tegnet af Vilhelm Lauritzen, og ved ibrugtagningen blev det til Københavns Lufthavn i stedet for det tidligere Kastrup Lufthavn. Amager havde nu fået et internationalt navn og som noget nyt, blev der serveret forfriskninger ombord. Både i 1946 og 1947 blev lufthavnen yderligere udbygget og var nu Europas 3. største.
Det nydannede fællesnordiske oversøiske SAS startede de første ruter til USA, og i 1954 åbnede polarruten til Californien. 700.000 passager om året i lufthavnen. Lufthavnen skulle igen udvides til verdens mest moderne jetlufthavn med avanceret teknisk udstyr. I 1960erne var det stadig muligt at gå ud på de såkaldte fingre og iagttage fly og rejsende, og var derfor et yndet udflugtsmål. Sikkerhedskravene i dag gør, at man kun kan betragte de store maskiner for enden af Amager Landevej ved burgerbarens udkigsplateau - også kaldet Flyvergrillen.
Lufthavnen spiller stadig en væsentlig rolle for erhvervslivet i Tårnby både i op- og nedgangstider.
Nr. 7, 1994
Amagerbanen
I forbindelse med Øresundsbroen får Amager igen togskinner. Tanken om en jernbane på Amager eksisterede i adskillige årtier. I 1903 dannedes en komite med lokale borgere med Kastrup Værks direktør C.M. Larsen i spidsen. De fik skaffet den nødvendige kapital og lovforslaget om banen blev vedtaget den 1. april 1905. Den 17. juni afholdtes den konstituerede generalforsamling og love vedtoges. Oprindelige skulle Dragør ikke være med i planerne, men i sidste øjeblik blev det ændret.
Der blev eksproprieret 134 sager for i alt 261.694,70 kr. Anlægningen startede i 1905, stationerne blev tegnet af arkitekt Wenck med både boliger og postlokaler. Desværre blev det dyrere end beregnet og derfor måtte anlægskapitalen forøges – hvilket voldte problemer, men projektet blev reddet af Københavns Handelsbank.
Tre lokomotiver blev indkøbt i Sverige, og Scandia i Randers leverede syv personvogne og syv godsvogne. Det endelig anlægsregnskab endte på 1.305.335,41 kr. Det første ordinære tog afgik fra Amagerbro Station onsdag den 17. juli 1907 kl. 06.15. Der var mange passagerer fra start. Mange blev faste, så indtægterne kom overvejende fra personbefordringen, så de otte daglige afgange og 15 om søndagen var snart for lidt, så der måtte investeres i endnu et lokomotiv og syv personvogne. Amagerbro og Tømmerup stationer måtte udvides, og der anlægges nye stationer ved industrier i Kastrup ved Syrevej og ved Kastrup Havn.
Abonnementskortsalget stiger stødt, og det samme sker med indtægterne fra godstrafikken, dog ikke latrintransporten, som man oprindelig havde regnet med, grundet indførelse af de praktiske WC'er.
1920ernes lavkonjunktur ramte også Amagerbanen og satte sine spor i driftsresultaterne, trods personalenedskæringer og rabatbilletter. Tilbagegangen var en realitet, selv med indkøb af motorvogne med større kapacitet, desværre hjalp det ikke, men det skyldtes nok en ny privat busrute mellem Kastrup og Sundbyvester Plads. Et udvalg blev nedsat med henblik på driftsformer. Den 1. april 1930 overtog Amagerbanen de eksisterende bilruter mellem Sundby og Dragør. Den 22. marts 1938 blev det vedtaget at standse personbefordring og 1. april samme år kørte det sidste persontog på Amagerbanen, den blev dog midlertidigt genoptaget under krigen, da både benzin og dæk var umuligt at skaffe.
Amagerbanens blev nedlagt i 1975 ved en overdragelse til DSB, bl.a. fordi lufthavnen skulle udvide og dermed skulle store dele af banen nedlægges. Personbefordringen overgik til Københavns Sporveje ved et større samarbejde. Tårnby Kommune købte 1974 Kastrup Station samtidig med Hovedstadsområdets Trafikselskab overtog busruterne i 1974. I juni 1975 overtog DSB samtlige aktiver.
Konklusionen blev, at linjeføringen var forkert i forhold til udviklingen på Amager med skiftende behov og evne til at opfylde disse.
Nr. 8, 1994
Skottegårdsskolen
Skolen fejrede den 29. august 40 års jubilæum med en kædedans af elever og lærere om hele skolens areal, som også omfatter den tidligere Kastrup Skole. Skolen er tegnet af kommunens bygningsinspektør Carl Brix og arkitekt Skoubo. Den blev opført i tilknytning til Kastrup Skole, således at de blev fælles om faglokalerne med let adgang fra begge skoler. Skolen består af 28 normalklasseværelser, en aula (kommunens største sal), en mødesal, en biblioteksfilial, som dog senere rykkede til Kastrupgård samt tre gymnastiksale.
Den officielle indvielse af skolen skete først lørdag d. 29. august 1954, godt et år efter den var taget i brug ved at lade to drenge og to piger Dannebrog gå til tops for første gang på den nye flagstang. Skoleinspektør Jørgen Elkær-Hansen talte kort til børnene og pålagde hver især til at bidrage til at Skottegårdsskolen til et godt navn. Så gled flaget til tops til tonerne af ”Der er ingenting, der maner”, hvorefter børnene overleverede en skolefane til inspektøren. Fanen havde eleverne selv samlet ind til. To reproduktioner af Exners Amagermotiver blev derefter overrakt. Så fik eleverne sodavand og fri resten af dagen.
Senere på dagen var der et mere højtideligt program med deltagelse af bl.a. undervisningsminister Julius Bomholt, lærere og forældre. Borgmester Richard Jacobsen afviste, at skolen var et palads, men et godt og solidt byggeri. Han takkede alle, som havde medvirket ved byggeriet, men håndværkerne var udeblevet. De var nemlig utilfredse med, at man ikke havde holdt et almindeligt rejsegilde, og at ikke alle var inviteret, så de blev væk ved den officielle indvielse.
Nr. 9, 1994
Allégården
Tårnby Kommune har mange almennyttige boliger, som er bygget på gamle gårdes jorde, hvilket også gælder for Allégården. Flere store brande hærgede i Tårnby landsby i 1776 og 1808, men med branden i 1858 skete der store forandringer i landsbyen. Fattighuset brød i brand en eftermiddag i kvindeafdelingen, vinden tog fat i ilden og den bredte sig til hele fattiggården og omkringliggende gårde. Birkedommer von Osten fortalte til Berlingske Tidende, at intet menneskeliv gik tabt ej heller ikke kreaturer. Årsagen til branden fandt man ikke, men mon ikke det skyldtes manglende vedligeholdelse af ildstederne. I alt 5 gårde og 15 huse nedbrændte.
Efter branden blev der stor spredning af landsbyens gårde med udflytningerne. Matrikel nr. 6 flyttede til Tårnbyvej og er som en af de eneste delvist bevaret. De efter branden anlagte gårde er nu nedrevet, dog er Hallinggården stadig bevaret. Ovenstående beretning om branden i 1858 og senfølger bygger på Karl-Erik Frandsens bog Tårnby Landsby – historie og bygningsregistrant.
Nicolai Larsen ejede matrikel nr. 6. som først med en senere ejer, Holger Suhr, fik navnet Allégården. Nicolai Larsen var formand for Tårnby Sogneråd, medlem af amtsrådet og medstifter af Amagerlands Skytteforening. Holger Suhr - også kaldet Store Suhr - overtager i 1901 gården, som da er stærk forfalden, så det var trange forhold for den unge mand. Som kapitalen voksede blev gården restaureret, og den smukke allé etableres og formodentlig herfra gården får sit nuværende navn: Allégården. I dag er der kun få træer tilbage, resten er fældet, på grund af elmesyge. Gården drives frem til 1908 som Amagerbrug med frilandsgrøntsager. I 1908-1909 opføres de første 11 drivhuse, derefter centralhuse og blokke. Bygningen af disse blokke blev betegnet som et gennembrud i dansk drivhushistorie og nævnes af Johannes Tholle i værket Danske Gartnerivirksomheder. Holger Suhr havde da i alt 3 ½ ha under glas. Broderen Thorvald Suhr - kaldet lille Suhr - drev Lille Kastrupgård.
Holger Suhr var en moderne gartner, som drev sit gartneri ud fra nye tanker om blandt andet rationalisering. Han dyrkede i drivhusene ferskendrivning, senere agurker og fra 1918 næsten udelukkende tomater. I begyndelsen af 1930erne var ansat tre bestyrere, en salgschef, 20 medhjælpere foruden elever samt arbejdsmænd og -koner. Der var 15 heste og to automobiler samt andre vogne.
Nr. 10, 1994
Tømmerup
Tårnby Kommune består af flere gamle landsbyer, hvis grænser efterhånden er blevet noget udviskede. En af dem er Tømmerup, som ligger centreret om krydset Englandsvej og Tømmerupvej. I Amagers historie af Chr. Nicolaisen omtales Tømmerup som en af Amagers ældste byer, et oprindeligt udflyttersted fra en af de ældre byer. Navnet stammer fra Thummethorp tilbage fra 1135, første del af navnet oprindeligt et personnavn Thume eller Tumi. I 1370 omtales byen som Temeroppe, men Tømmerup blev derefter dominerende. Nicolaisen skrev, at Tømmerup omkring 1700 bestod af 14 gårde og 12 hele og 4 halve huse. Gårdene lå på den vestlige side af vejen fra Tårnby til Hollænderbyen, husene spredt bagved. 100 år senere udflyttede en del gårde bl.a. Østergård og Kirstinehøj.
Fogeder i Tømmerup: Cornelius Gjertsen i 1752, Pitter Olsen i 1767, Svend Andersen i 1778 og Cornelius Dirchsen i 1804.
Lokalplan 69 for Tømmerup Landsby 1990 beskriver området således: Landsbyen har ca. 175 indbyggere og består af ca. 50 ejendomme – en blanding af gårde og parcelhuse, opført fra midten af 1700-tallet til slutningen af 1970erne. Hovederhverv er jordbrug og gartnerier, foruden autocenter og tømmerhandel, desuden ridecentre med opstaldning.
Kulturen er også tilstede med missionshuset i Skelgårdsstræde og selskabslokalet i Tømmerup Kro på hjørnet af Tømmerupvej og Englandsvej. Tømmerup er i dag fritliggende i det åbne landskab, og fra landsbyen har man et vidtstrakt udsyn over lufthavnsområdet og landdistriktet.
Missionshuset blev bygget i 1934, arkitekttegnet af Carl H. Nimb og kostede 15.000 kr. Det blev frem til 1960 ledet af Anna og Julius Sørensen, hvor Ole Strøbæk overtog ledelsen. Før huset blev bygget, foregik søndagsskolen dels i Tømmerup Skole og dels i Tante Lines hus på Tømmerupvej - en gammel privatskole.
Tømmerup Kro blev opført i 1898 på matrikel 7a, senere 7c, ejer var Jacob Olsen, betegnet i brandforsikringsprotokollen som driftsbestyrer og mælkeforpagter, hvorfor huset heri opføres som høkeri og mejeri samt restauration. I 1919 overtager familien Scharf kroen som restauratører. Allerede i 1920 overtages stedet af A. J. Wittrup, sergeant på Saltholm. Stedet skiftede herefter ofte ejere og funktioner. Tømmerup Fastelavnsklub Enigheden har afholdt mange fester på Tømmerup Kro.
På Amagermuseet findes en Tømmerupstue, som stammer fra Birkegården på Høgsbrovej.
Nr. 11, 1994
Til Ullerup
Til Ullerup er titlen på Tårnby Kommunes Lokalhistoriske Samlings nye bog skrevet af Inger Kjær Jansen og beboere fra Ullerup. Bogen er udgivet med hjælp fra Ullerup Heste- og Kræmmermarked og Tårnby Kommune. Erindringerne omhandler landsbyfællesskavet, Ullerup-bruget, barn og skolelivet i Ullerup samt ekspropriationerne i 1970erne.
Fastelavnen var en stor begivenhed og er det stadig i dag, hvor der rides til tønden efter de gamle traditioner. For Gunhild Hoe Larsen vækkede det dog grufulde minder, for så blev der lavet posegrød. En stor udbenet skinke blev kogt i rigeligt vand, og når det kogte, blev der sænket en lærredspose med byggryn og andre sager ned i vandet, dog var den kun ¾ fyldt, da det jo udvider sig. Når skinken var mør, tog man posen op, skinken blev serveret for sig selv. Posengrøden blev skåret i skiver, ristet i smør på panden og serveret med revet chokolade og sukker. Husker det som det var den ret, vi spiste året ud.
Ruth Hjeds fortæller om tusmørkestemning. Når mørket sidst på året havde sænket sig, og hun gik hjem i den kolde aftenluft og trampede i det tykke snelag, sammenkørt af de mange hestevogne, der havde hentet kål på fælleden, og hundene gøede. Der var travlt på denne tid, de sidste læs skulle hentes, køerne ville malkes – hvilket de brølede om, lyden af zinkspandens hank, når den slog mod spanden på gårdspladsen og ikke at forglemme træskoenes trampen i brostenene. Møddingen dampede, og stjernerne blinkede.
Bygningsregistranten er et andet afsnit i bogen og giver en meget detaljeret gennemgang af hver ejendom med nyere fotos og ejerliste og beboerlister.
