Glemmer Du er Tårnby Kommunes Lokalhistoriske Tidsskrift. På siden kan du se de 11 numre, der er udgivet i 1997.

Nr. 1, 1997Svenskerne på AmagerUnder de mange krige Danmark havde med Sverige i 1600-tallet flygtede en del fra Skåne hertil. Også til Tårnby Sogn, hvor der kan findes 34 skåninge i Tårnbys ældst bevarede kirkebog fra 1676 til 1692. I 1700-tallet kom en del svenskere til øen som tjenestefolk, men der var også svenskfødt der havde slået sig ned som husmænd i sognet. Også den begyndende industri i Kastrup tiltrak svenske håndværkede bl.a. pottemagere. Desuden kom der svenske tjenestefolk til Amager for at arbejde i marken fra forår til efterår, hvorefter de tog til Sverige igen. Omkring 1800 var en stor del af Amagers tjenestefolk af svensk afstamning. Misvækståret 1868-1869 betød mange udvandrere fra Sverige - også til Tårnby, hvor både industrien i Kastrup og Sundby samt bønder og gartnere kom til at nyde godt af den ekstra og billige arbejdskraft. I 1901 var 10 % af Tårnby - uden Sundbyerne - af svensk oprindelse.Nr. 2, 1997Fastelavn er mit navn…Foruden fastelavnsridning og tøndeslagning i Dragør fastelavnssøndag, i Store Magleby på fastelavnsmandag og i Ullerup om onsdagen - på den oprindelige askeonsdag, som var den sidste dag inden de 40 dages faste. Der er dog andre fastelavnsløjer i Kastrup festligholdt glasmagerne det i Salen på Kastrup Glasværk med en maskerade for de voksne om lørdagen. Fastelavnssøndag og -mandag var børnene klædt ud, mens de rasle og sang for folk. Fiskerne i Kastrup havde tøndeslagning på vandet i både. Tøndeslagning til hest foregik ved Kastruplund for Kastrup bønder, efter de havde reddet rundt til gårdene.Der var også fastelavn i nogle grundejerforeninger for børnene, ligesom mange børn gik fra dør til dør for at rasle, men ikke længere end til kl. 12.Nr. 3, 1997Bryggeren i KastrupDette Glemmer Du handler om hvidtølsbrygger og ejer af Kastrup Værk, Martin Petersen. Han var også i gang med kalkværket og et bjergningsselskab samt den kendte Havnecafé - nuværende Kystens Perle. Efter familien Petersen kom en ny familie til at præge stedet - familien Larsen. Brygger Jens Larsen kom til Kastrup Værk i starten af 1840erne og hans børn blev kendte borgere i Kastrup. Hans søn Carl Monrad overtog bryggeriet i 1872, samtidigt med at C.M blev gift med Martin Petersens barnebarn. Foruden var to andre sønner af Jens Larsen var på et tidspunkt involveret i bryggeriet - Johannes Larsen som øltapper og Lars Christian Larsen maltgører. Carl Monrad og Marchens søn, Martin, overtog bryggeriet omkring 1894. Der var bryggeriet udvidet og flyttet til Saltværksvej. Produktionen ophørte i Kastrup i 1905.Der er to etiketter fra Kastrup Bryggeri gengivet i tidsskriftet.Nr. 4, 1997Sognerådsvalg før 1917Der gik lang tid fra Grundlovens begyndende demokrati indtil der reelt kunne tales om at alle havde stemme- og opstillingsret, valgfrihed og hemmelig afstemning. I beretning om valget omkring år 1900 fortaltes det at man fortalte til den daværende sognerådsformand, hvem man ville stemme på, hvorefter formanden satte krydset for den stemmende. Sognerådsformanden var Johannes Larsen, som også ejede marketenderiet på Kastrup Værk, hvor fiskerne fik kredit i vinterens løb, derfor var det med en underforståethed, at når fiskeren stemte på Johannes Larsen, så var fiskeren sikret mod de manglende indtægter i vinterhalvåret.I 1904 kom den første egentlig ændring af sammensætning af sognerådet, idet tre af de syv pladser gik til socialdemokrater. De tre pladser var afsat til at de mindrebemidlede kunne stemme om dem. De fire andre var valgt ind blandt den rigeste femtedel af de stemmeberettigede, som således altid havde flertallet.Ved sognerådsvalget i 1917 fik socialdemokraterne flertal, men der havde mange grupper uden stemmeret også fået mulighed for at stemme, ligesom afstemning var blevet hemmelig, desuden var opstillingsregler og valg blevet demokratiske.Nr. 5, 1997Naturområdet VestamagerVestamager udgør et boligområde samt et 2.500 ha stort naturområde, der strækker over både Tårnby til København. Inddæmningen af Vestamager strækker sig helt tilbage til 1680, hvor der var militære aktiviteter. I 1783 blev fælleden stadfæstet retten til det område af Amager Fælled, der ligger syd for den nuværende Sjællandsbro. Det øvrige område, fælled og kystlinje er lavtliggende og ofte oversvømmet, og anvendtes derfor kun som græsningsområde. I slutningen agf 1800-tallet blev der gravet afvandingsgrøfter og bygget diger, så jorden kunne dyrkes. Et pumpe-digelav overvågede vandet, og der blev etableret vindmøller. Det hjalp, men området blev stadig oversvømmet. Edvard Hansen fra Kalvebodhøj fortæller om den 31. december 1904: ”Vandet stod forneden det gartneri, der i dag kaldes Skansen, katastrofen lurede. Alvoren prægede byens mænd og om beboerne på Ullerup Skansevej, i Kongelunden og Store Magleby Fælled, gik bølgerne, som vi ellers ser dem i storm ved stranden. Beboerne disse steder var fortrukket til lofterne. Vandet smagte for salt, hvilket var en katastrofe for beboerne på Store Magleby Fælled, brøndene løb fulde af saltvand. Afgrøderne i kulerne ødelagt og flere mindre dyr druknede. Økonomien og jorderne var ødelagt for flere år. Ullerup og Tømmerup havde dog markjorderne. Ullerup Skytteforening havde på Ullerup strandlæg opført et nyt hus på pæle, en alen over gården. Krudttønden inde i huset, man lavede selv patroner, viste, at vandet havde stået halvvejs oppe i den. Der var i flere år tang oppe i træerne. Foråret viste skaderne, diget ved Ullerup Strandvej - nu Frieslandsvej - og Strandgården var gennembrudt. Alle beboere deltog i udbedringen”. I Fælledens lette sandede jorder blev dyrket gulerødder og kartofler. Tangen blev anvendt til isolering for grøntsagskulerne. Hver by sit tanglæg og faste regler for, hvornår og hvordan tangen måtte hentes. I 1850 ansøgte ti mænd i Ullerup og Viberup kammerherre og baron von Løvenskjold, som også var hofjægermester ved Det danske Landhusholdningsselskab om tilladelse til at køre gennem Kongelunden til stranden efter tang. Chrilles Hansen fortæller om sine erfaringer med tangen. Tang til kulerne blev senere erstattet af plastic. Staten havde i 1930erne planer om at inddæmme et større areal i Kalveboderne som et arbejdsløshedsprojekt. Det ville øge Amagers areal med 1/3. I 1939 vedtog Rigsdagen loven om inddæmningen, så påbegyndtes i november samme år. Formålet var at flytte de militære skydebaner, der nu lå for tæt på beboede områder. Der var 400 mand med 40.000 arbejdstimer beskæftiget i højsæsonen. Projektet fik voldsom modstand af fiskerne i området, der klagede over at de gode fiskemuligheder forsvandt. Mange beboere i Hvidovre og Amager frygtede også, at dæmningen ville forårsage oversvømmelser. Trods det, at der var kædegravsmaskiner og tipvognslokomotiver var det et meget mandskabskrævende arbejde, da meget skulle klares med skovl og spade. En 13 km lang dæmning skulle først anlægges fra slusen ved Sjællandsbroen til Kongelunden. Jorden kom fra udgravningen af en sejlrende, og der skulle også afvandes inden for diget. Krigens mangler på brændstof og materiel besværliggjorde arbejdet, men det var stort set færdigt i efteråret 1944. Området lå 0-4 meter under havets overflade, som skulle afvandes og opfyldes, hvilket først var færdigt i 1955. I 1956 overtog militæret Vestamager som øvelsesterræn. I 1952 blev hele det inddæmmede areal udlagt til vildtreservat med adgangsforbud og fredning af svømme- og vadefugle. Under besættelsen opsatte tyskerne attrapper af tyske fly og tændte staldlygter for at narre engelske flyvere, det lykkedes dog ikke. Jytte Røpke husker denne tid: ”Når der kom luftalarm sad vi ude i grøften med gryder på hovedet”.I 1970erne blev der på Kr. Himmelfartsdag offentlig adgang til at nyde området til fods eller på cykel. Naturen havde fået lov at udfolde sig frit. I 1980erne ville militæret rømme arealerne. Den 24. juni 1984 blev store dele offentligt tilgængeligt, undtaget reservatet og de områder, hvor der stadig fandtes rester af granater. Kreaturer og heste græsser igen. I 1992 blev Tårnby Kommunes Naturskole indviet. Generelt er hele Vestamager et vigtigt botanisk område og en værdifuld ynglelokalitet for sjældne paddearter. Nr. 6, 1997Gartneriet Ny KastrupgårdDer er kun få gartnerier tilbage i Tårnby Kommune, og Amager kan derfor ikke længere kaldes for Københavns spisekammer, men nu som trafikknudepunkt. Men tag en tur langs Tømmerupvej – der kan årets gang i gartnerierne stadig følges. Gartnerierne fik indpas på Amager i slutningen af 1800-tallet, før det havde man drevet amagerbrug med grovere grøntsager, smågrønt, korn og husdyrhold. Gartnerierne specialiserede sig i dyrkningen af finere grøntsager i drivhuse og mistbænke, i højsæsonen havde de store gartnerier mange ansatte, gartnerne og familien boede ofte i herskabelige huse. En af de første gartnere på Amager var Matthias Kristensen, fynbo, kom til Sundby i 1881 og giftede sig med en amagerpige. Han startede et gartneri på Amagerbrogade 69. I 1899 købte han Ny Kastrupgård på Gammel Kirkevej. Her dyrkede Mathias Kristensen som en af de første i Danmark tomater til erhvervsformål. Han avlede også blomkålsfrø. I 1915 overtog sønnerne Oluf og Otto driften. Året efter købte Mathias Kastrupgård, og Oluf drev alene Ny Kastrupgård og Otto Kastrupgård.I sommeren 1942 strejkede arbejderne på gartneriet på grund af manglende overenskomst, der var indgået med Dansk Gartner Forening, da de ikke fik den overenskomstmæssige løn på 129 øre men kun mellem 79-102 øre. Eksempelvis havde Holger Suhr på Allégården overenskomst. Det var en 57 timer lang arbejdsuge plus søndagsarbejde - uden ekstrabetaling. Der var strejkevagter døgnet rundt.Landbrugsminister Kr. Bording mæglede, og et forlig kom i stand med en lønaftale for faglærte, ufaglærte og kvinder, som betød en lønstigning på ca. 25 %. Ti mænd og syv kvinder blev ikke genansat. Den tre uger lange strejke fik stor betydning for det fremtidige arbejde og overenskomster. Det blev sværere og sværere for Oluf Kristensen at skaffe arbejdskraft gennem 1950erne, da mange foretrak at arbejde i den ekspanderende lufthavn. I 1964 solgte han derfor Ny Kastrupgård til Tårnby Kommune. En del af jorden beholdt han, og her blev senere Korsvejskirken og Konvalgården opført. Oluf og hans kone boede på gården til de døde. Nr. 7, 1997En Tårnbydrengs sommerferier i 1930erneKristian Jensen blev født 1922 på Præstefælledvej. Han førte dagbog over en række drengeoplevelser på Amager og ferieture/besøg hos familien i Jylland. Han var søn af en brandmand. Dagbogen har Lokalhistorisk Samling lånt af familien efter Kristians død i 1994. Fjerne rejsemål kunne være Jylland, kun fantasien og naturens mange udfordringer. Gengivet i uddrag - ordret og formuleret af Kristian på 10-12 år. På Amager 1932 en sommermorgen, da Kristian og hans venner skulle bo i en hule. De skulle finde brænde og tænde bål. De var omringet af siv og rør på en af de mange holme på Tårnbys engarealer. Kristen havde skrevet: "En dag tog Far, Andersen og jeg og pakkede en hel Masse Sager sammen og tog vore Cykler, vi sagde Farvel til Moder kørte hurtigt ud af Taarnby, og om store Træer og brede Gaarde. Vi svingede om ved en Mindesten af Skovens Beplanter og kørte ned til Stranden, kastede Cyklerne og rejste vort Telt, da det var gjort jog vi Klæderne af og sprang i Vandet, det blev et dejligt Bad. Lidt efter gik vi op og spiste. Her sad vi og snakkede en god Times Tid. Forberedelser til Natten. Der var ingen Tang. Om Aftenen gik vi op i Skoven, og næsten hele Skoven igennem. Vi sov godt i vort Leje hele Natten og næste Morgen pakkede vi sammen og kørte hjem." Der blev også arbejdet i ferien, for lønnen var ventede forude. De skulle plukke jordbær på "Ladegården". Han skrev blandt andet: Vi behøvede ikke at blive sultne, for saa tog vi for os af Retterne. De løb hjem for at få frokost, men bondekonen kom også med kaffe og brød senere. Pengene han tjente tog han med på ferie i Jylland. I 1933 var han på ferie med sine forældre til Jylland. Han fortæller om hele rejse og de småting som han foretog sig med de drenge, der var på besøg hos. De gik til købmanden, gik i skoven, drak øl og spiste gulerødder. Nr. 8, 1997Amagers løsrivelseForfattere om AmagerAmager har sjældent været et yndet motiv for kunstnere og forfattere, til gengæld ofte været genstand for lidt komiske beskrivelser. Louis Bobé skrev Amagerlandet. Louis levede fra 1867 til 1957. Han var historiker og forfatter, han skrev bl.a. slægtshistoriske værker og historisk-topografiske bøger. I sine erindringer "Livsdagen lang" beskrev han sine barndomsoplevelser af Amager med sine forældre som landliggere i Kastrup. Otto Rung levede fra 1874 til 1945 beskrev i sine erindringer som volontør på Amager Birks kontor på Christianshavn ”Fra min klunketid” om amagerbøndernes udseende og deres forhold til arv. Om dengang hvor Amager kun var forbundet med nogle meget primitive broer til København. Hvor grosserer Ebert var i færd med at skabe en by af villaer ved sporvognens sidste stoppested. Han fortalte om beværtninger og underholdningsstederne på Amagerbro, om lugten fra limfabrikken og fra latrinkulerne på Kløvermarken. Georg Brandes, som levede fra 1842 til 1927, var filosof og forfatter. Han skrev sarkrastisk om Amagers Løsrivelse. Han prøvede at påvirke den offentlige mening med historien, da Islands statsretslige stilling i forhold til Danmark blev diskuteret i 1905/1906. Kai Friis Møller var journalist og forfatter. Han levede fra 1888 til 1960 omtalte i sin selvbiografi sin tid i sikringsstyrken på Amager i 1914, indkvarteret på en gård i Kastrup. Han længes efter et måltid mad og finder hjem til gården. Han har dog ikke megen lyst til at spise kokkens gule ærter, da de er kogt i vaskekedlen, så vælger for egen regning Traktørstedet Kastruplund, hvor frikadeller og derefter whisky blev nydt camoufleret som sodavand. Nr. 9, 1997Jagt på Amager og SaltholmJagtsæsonen er nu for alvor gået ind og her en lille fortælling om hvordan jagter på Amager og Saltholm gennem tiderne er foregået. Der er drevet kongejagter på Amager siden 1600-tallet, hvor kongen var ene om jagtretten. Der blev udsat hjortevildt, uden større succes. Til gengæld havde øen en berømt harebestand. Oversvømmelser og krybskytteri var årsag til harebestandens nedgang. I 1734 blev bøsser forseglet af samme grund og nøje kontrol ved Amagerport med udført vildt fra Amager. I 1818 blev der taget initiativ til at anlægge en større skov, Kongelunden anlagt af det Kgl. Landhusholdningsselskab. Selskabet købte 300 tdr. overdrevs land af Store Magleby lodsejere. De mange harer ødelagde de unge træer. Skovdriften blev i 1845 for dyr for selskabet, og kongen overtog Kongelunden. Her blev de første egentlige vilde fasaneri til en succes, da det i 1840 blev flyttet til Kongelunden. En tønde land blev opdyrket med bærbuske, som foder for fasanerne. Der blev ansat en fasanjæger Chr. Frederiksen, som bosatte sig i den tidligere plantørbolig, som herefter blev kaldt Fasangården, det senere Jægerhus. Den 4. november 1919 afholdtes den sidste kongejagt, og Kongelunden fik publikumsadgang. Den sidste fasanjæger var Chr. Albrechtsen. Efter lov af 25.3.1851 overgik jagten til grundejerne mod en årlig afgift/engangssum, dog undtaget det Kgl. Fasaneri. I tiden under Københavns Statsskovdistrikt fra 1962 til 1975 afholdt man normalt en større skovjagt om året. Helge Hjeds fortæller om at være klapper: Det var en stor begivenhed – den årlige klapjagt i Kongelunden, der forgik den tredje onsdag i november. Jægerne var medlemmer af en jagtforening. Jagtretten på Saltholm udlejes til et jagtselskab af øens ejerlaug. Vildtet var tidligere et vigtigt supplement til husholdningen for øens beboere. Beboerne blev derfor tidlig oplært i at behandle geværet rigtig, fortalte Hans Zimling i sine erindringer. Han fik allerede som 12-årig sit første jagtgevær og var ofte med de voksne på jagt. De unge deltog i flere år, før de selv fik lov at jage. Man skød harer og ænder, de sidste ved stranden fra en skydepram. Tidligere blev der også skudt en del svaner herude, og så blev der serveret svanefrikadeller, røget svanebryst og svanepølser på gårdene om vinteren. Sælerne holder til på sten langs kysten – man kan komme på skudhold med en mindre motorbåd eller skydepram. Hvis sælen ikke rammes i første skud, så har den langt til dybt vand og kan derfor forfølges. Tidligere var det ikke ualmindeligt at skyde flere sæler på en dag. I dag er de totalfredede. Der var ondartet krybskytteri på Saltholm. Landgang på øen er forbudt fra andre steder end den nordlige Barakkebro, men krybskytterne går i land, hvor det passer dem. Nr. 10, 1997Svenskere, brobisser og nybyggereI dette Glemmer Du gengives nogle af de erindringer der blev indsamlet, da pensionistcentret Pilehaven 20 års jubilæum i 1997. Det blev til en lille bog med disse beretninger.Lilly Erlandsen fortalte om livet i landsbyen Tømmerup. Jørgen E. J. Fagerli om berettede om livet i kolonihaven på Ingstrup Allé 38 og 40 om sommeren, og om vinteren boede familien i København. Margrethe Madsen videregav en barske beretning om hendes fars internering under Anden Verdenskrig, og hendes mors problemer med at klare det halve år uden ham. Thorkild Kristiansen oplevede, hvordan spekulanter snød de boligløse, der forsøgte at købe sig til et hus på Vestamager. Mette Bukland var med til tre byggekrak før end det lykkedes at få bygget et rigtigt hus på Vestamager. Kirsten Thorvaldsen oplevede fællesskabet på Kofoeds Skoles afdeling på Kamerunvej, hvor børnene blev passet, mens kvinderne syede tøj til sig selv og børnene. Lydia Olsen mindedes, hvordan hun og hendes mand startede en lille butik op på Kongelundsvej. Johannes Rasmussen var med til at bygge menighedshuset på hjørnet af Oliefabriksvej og Ryomgårdsvej - det foregik med frivilligt arbejde efter arbejde. Nr. 11, 1997Jul på en AmagergårdForfatteren Karla Frederiksen fortæller om sin barndomsjul på Bredegård i Kastrup omkring 1900. Erindringen er et udtog fra Amager Bladet 1936. Bredegårds ejer var familien Tønnesen, som var meget gæstfrie, som ofte havde 60-70 gæster til nytår. Familien bestod af Chrilles, Neel og deres ni børn. Bredegård blev brugt som kulisse for et friluftsspil i anledning af 100-året for Grundlovsdag den 5. juni 1949, kort tid efter nedbrændte gården til en ruin. Gården var da overtaget af Tårnby Kommune. Tønnes Tønnesen hentede os i den lukkede vogn i Gothersgade, hvor vi boede. Vi var belæsset med pakker. Det var spændende for et københavnerbarn at komme ud til en rigtig gård, selvom vejen føltes lang, og det var koldt. Den gule gård, hvor der altid var godt at være, var nisserne mon ved at spise julegrøden i stalden? Langbordet var dækket, og vi spiste risengrød med mandel i og gåsesteg. Det gik alt for langsomt. Trein og jeg gættede på gaver - måske pique-kjoler til juleballet på Stjernekroen? Onkel Chrilles tænder endelig lysene på træet. Møblerne var stillet til side, karle og piger var fordelte mellem os, men vi slap ikke amagerbørnenes hænder. Hjemme havde vi kun et lille træ i en urtepotte, dette var mægtigt og smukt. Vi trampede og masede og nød, at der ikke boede nogen nedenunder. Endelig gaveuddeling og et virvar af fremvisning. De svenske piger var generte henne i hjørnet, karlene var i køkkenet og fremstille Amagerpunch, og sække med nødder og æbler blev hentet i det mægtige skab, overvældende for os børn. Far og mor var segnefærdige, trætte af besværet med forretningen. Vi spillede lotteri om nødder og så i seng med hver sin tallerken med godter på. Vi skulle dog huske at tage alle vindueshasperne af, så juleenglene ikke glemte os, hvis vi havde været flinke, ville vores støvler (som stod uden for døren) blive fyldt. Trein og jeg sneg os tidligt op for at kunne bytte fra de andre. Julemorgen – hvor smukt, når klokkerne ringede og sneen lå hvid. Så var der besøg af familien der, når sneen lå tykt kom de i kaner. Spændende var det også at liste sig uden for gården om aftenen og mærke kulden. Dansen om træet og mere Amagerpunch og de smukke sange. Hvor var man lykkelig at få lov til at opleve en jul på Amagergården.