En tur ud ad den snoede gamle alfarvej fører til landsbyerne i Tårnby. Tømmerupvej følger den naturlige højderyg, går udenom vandhuller og sumpede områder – vejen viser kulturlandskabet, hvor marker og skel lå, markeret med stynede træer og opgravede marksten.
Til morgenmad med rytterne
Invitationen
Askeonsdags morgen, hvor lærken lige er begyndt at genlære sin sang, og kongens fasaner render rundt i Ullerups hestefolde for at finde føde, indleder et besøg hos Einar og Inga Lindgreen. Jeg er blevet inviteret til morgenbordet med Ullerups fastelavnsryttere. Det er herfra ruten starter, når rytterne rider ud på turen rundt til årets udvalgte gårde og huse. Bevaringsforeningen for Tårnby Kommune har givet lokalarkivaren mulighed for at deltage på en af deres fem pladser. Einar og Inga opfyldte foreningens ønske om at være med i den for ulleruppere og mange amagerkanere vigtigste begivenhed på året – fastelavnstraditionen.
En festdag
Flagene vejrer mange steder gennem Tømmerup, Skelgårde og Viberup, men kulminerer selvfølgelig i Ullerup og Raagaard. Allerede fra morgenstunden markerer Dannebrog, hvor tøndeslagningen senere skal foregå med byflag, der viser, at her er der fest i byen. Der er stakitter med små papirflag påsat. I haverne står de store flagstænger med flaget helt glattet ud, når blæsten tager fat. Også hos Inga og Einar er flagene oppe.
Indkørslen til Inga og Einar er helt fyldt med biler og hestetrailere, men da græsrabatten ved siden af stenbelægningen er bred nok til biler parkeret på tværs, kan hestevognen med musikerne sagtens komme forbi senere. På en gård er der plads nok; traktorer og andre arbejdsredskaber skal komme ind og ud - nogle gange samtidigt.
Mellem bygningerne og rundt på gårdspladsen er ryttere, hesteholdere og andre hjælpere ved de sidste forberedelser. Hestene skal gøres helt klar til turen.
Indenfor
Allerede i døren bliver jeg taget hjerteligt imod. "Bare forsæt lige ud", bliver der sagt med det største smil. Der står en kæmpe krukke med en overdådig mængde af vintergækker ved døråbningen. Senere får jeg at vide af Inga, at det er Einar, der har været kreativ med de små forårsbebudere. De står i krukker og skjulere alle vegne indenfor.
I det varme køkken står flere for at hjælpe til med kaffebrygning, morgenmad og den rygende varme rompunch. Jeg siger goddag til Einar, som står og tager imod gæsterne. Jeg får et godt håndtryk og et lille smil, da jeg takker for at jeg må være med til bords. En sådan lokalarkivar, som mig, er ret benovet over at være med til en tradition, der har rødder så langt tilbage og som er så identitetsgivende blandt de gamle amager-slægter. Alligevel deler de gavmildt og glad ud af deres historie. Jeg bliver sendt videre ind i stuen, hvor jeg inden da møder Inga, som glad giver mig hånden.
På fotografiet sidder Einar til venstre for musikken og Inga til højre. Foto: lokalarkivaren 2023.
Et perfekt bord
Igennem to stuer er der dækket op til fest ved et meget langt bord. Der skal sidde 14 ryttere, 4 musikere, 1 tøndedronning, værtsparret, familien og en hel del gæster. Dertil kommer alle hjælperne, men de holder til i køkkenet. De inviterede sidder allerede og de ryttere, som er klar, er også rundt om bordet. Jeg får sagt goddag og præsenteret mig som lokalarkivaren fra Tårnby Kommune. Kort efter kommer de fire messingblæsere med deres instrumenter. De sætter sig samlet, og pakker straks blæsere og noder ud. Og det er der en grund til.
Bordet er meget smukt dækket. En flot dug, porcelænet står på to snorlige rækker - det blå stel har matchende smukke mønstrede servietter. Sølvstagerne med hvide stearinlys skinner af den pudsning, som Inga selv har stået for med knofedt og en pudseklud. Det er ikke vasket med kemikalier - det tager patinaen og får det til at ligne noget nykøbt. "Det skal gøres ordentligt", siger Inga. Sølvet stråler også alt, hvad det kunne. Hun har arvet det efter sine forældre. Der er ingen tvivl om de mange timers forberedelser, der er gået forud for den festlige dag, har koster tid fra noget andet og mere behageligt.
Centralt på bordet er opstillet to bordflag med en miniature fastelavnstønde i blå, røde og hvide farver - spændt ud mellem de små flagstænger. Bagved rider seks heste med ryttere, som egentlige er spanske og fundet på forskellige rejser, men de er blevet dekoreret og malet så de ligner rytterne i et fastelavnsoptog fra Ullerup. Det er ualmindeligt stilfuldt. Alt er korrekt - rytterne har hvide skjorteærmer, malede mønstre på vesten og papirkugler i hvide og røde farver udgør toppen, som pynter hestens hoved.
Vi sidder altså til bords med en lille version af tøndeslagningen, der foregår senere på dagen.
Fællesskab
Klokken er lidt over ni, og resten af rytterne er kommet til bords. Alle er parat til at ride. Der er godt humør, mens der skænkes kaffe og punch. Traditionen tro skal skålsangen synges, men først takkes værtsparret for at lægge ejendom og hus til. Det er nemlig ikke kun selve dagen med fastelavnsridningen Einar og Inga lægger hus til. Det er tillige i forbindelse med alle forberedelsen inden. Og som der bliver sagt i talen, så giver det hel unik muligheden for at lære hinanden godt at kende og skabe et fællesskab. Stemningen er da også høj og fyldt med glæde bordet rundt.
Der er musik og sang omkring bordet. Musikerne spiller forskelligt, men fordi de er hos Einar, er der også en speciel sang til hans ære. Som altid ved traditionen omkring tøndeslagningen synges skålsangen for værtsparret. Først synges skålsangen for Einar, bagefter for Inga – og hun sang tak for sangen. I begyndelsen helt alene, derefter istemmer rytterne også i sangens sidste del. Der synges flere skålsange og holdes små taler.
En særlig tradition i Ullerup
Der bliver også holdt tale for tøndedronningen. Hun er udvalgt blandt de mulige kandidater i lokalsamfundet – og hun skal være en ugift ung kvinde. En kvinde kan kun blive valgt én gang i sit liv til denne ære. Tøndedronningen 2023 er datter af en af rytterne. Hun er klædt en meget flot sort amagerdragt og kyse efter alle kunstens regler. Det eneste manglende var plads til noget varmt inden under. Ud over talen og skålsangen, så modtager hun også et læderstykke med påsyede snekker – til minde om dagen. Det er en særlig tradition som Ullerup har haft siden 1980erne.
Du kan læse skålsangen i et tidligere nummer af Tårnby Kommunes Lokalhistoriske Tidsskrift, hvis du ikke har været så heldig at høre den.
Ruten kalder
Rytterne rejser sig efter de festlige og overdådige morgenmadder med lækkerier indkøbt langvejsfra, skøn kaffe og en punch, der godt kan få det til summe i fødderne. Klokken er lidt i 10, og punchruten skal overholdes så vidt muligt. Der er mange i Ullerup og langs Tømmerupvej, som venter besøg af fastelavnsoptoget. Meget punch skal drikkes, mange skålsange skal synges før end klokken 16, hvor det hele tager en pause, indtil tønden er slået ned – og dette års tøndekonge er udråbt.
Fra vinduet kan vi se, at de to fanebærere, musikvognen med de solide heste foran og resten af rytterne tager afsted. Vi andre sidder tilbage og nyder alt, hvad der lige er sket. Hjælperne kommer ind fra køkkenet og deltager også. Vi taler længe! Mange fortællinger fra Inga og Einars liv og om, hvordan de var med til at skabe det legendariske Ullerup Heste- og Kræmmermarked, om dyrkning af jorden og om livet på gården. Historier om slægten i Ullerup og Dragør – og om hollænderne i Store Magleby. Jeg har på ingen måde lyst til at gå, men sådan er det. Der kommer nye gæster til frokost og igen i aften endnu et hold besøgende – og jeg skal vel også tilbage til arkivet for at skrive nogle af indtrykkene ned.
Jeg har hørt og læst mange historier om de gæstfrie amagere, nu har jeg også selv oplevet det.
Tøndeslagning til hest
Under tønden
Klokken 16 efter lidt at spise til rytterne er der pause i punchruten i Ullerup. Nu skal tønden slås ned. Vel at mærke ridende med én rytter tæt foran og én umiddelbart efter - det foregår ofte i galop. Farten giver mere kraft i slaget. Bare det at styre fastelavnskøllen ridende ser ret svært ud. At rytterne kan holde sig på hesten, efter en lang dag på hesteryg og med mange punchglas indenbords, er ligeledes meget imponerende.
I Ullerup foregår tøndeslagningen væk fra veje, trafik og asfalt tæt ved Fægårdsvej. Det er på et jordstykke. Det er godt for hestene, at de ikke skal være på det hårde underlag. Hestene har allerede været seks timer på asfalten mellem de forskellige skålstop på punchruten. Det bløde underlag er også det bedste for rytterne, hvis de nu skulle risikere at falde af. Det er der heldigvis ingen, som gør.
Allerførst æres traditionen og tønden, hvor hele følget med musikvogn rider under tønden ophængt med granguirlander og omgivet af to kranse. Der efter begynder det hurtige ridt fra den ene ende af banen til den anden. Tønden bliver angrebet fra begge sider. Så er der mere for publikum at se på, og hestene skal ikke løbe så meget. Rytterne skal efter slaget hurtigt have hesten ned i tempo igen, fordi banen er ikke så lang. På vendepladsen for hver ende af banen stiller hestene op ved siden af hinanden - de venter forventningsfuldt til den næste tur.
Rytter og hest vender rundt efter et slag for at vente på næste tur.
Slagene falder
Tilskuerne snakker om, hvor længe rytterne i Store Magleby skulle bruge på at slå tønden ned om mandagen - det var flere timer. Det forstyrrede tidsplanen, så det var blevet mørkt, inden punchruten blev afsluttet. Man kunne næsten ingenting se af hverken ryttere eller heste, fortæller de. I Ullerup mener man, det kommer ikke til at ske her. Der lyder da også nogle taktfulde brag på tønden, når stokken rammer helt perfekt. Et rigtigt hårdt slag rammer. Bunden falder til jorden. Tilskuerne jubler. Nu varer det sikkert ikke længe.
Hver gang der ryger noget af trætønden, skal det hurtigst muligt fjernes, så hestene ikke kommer til skade på træstykkerne. Men det kan være svært, da hestene løber tæt i hælene på hinanden. Så hver gang der vendes, bliver der ryddet helt for de skarpe træstave.
Selvom tønden kan reguleres med et tovværk, så den kan tilpasses højden på hest og rytter samt nedsætte svingningerne slagene giver, så er det svært at nå mellem hver rytter. Derfor rammer alle slag heller ikke lige perfekt.
Jeg er også taget med til selve tøndeslagningen i Ullerup. Det er der mange, som er. Snakken går livligt. Ingen tvivl om det tilløbsstykke som fastelavnsridningen er. Det er tradition og historie. Ikke kun langt tilbage, men også for folk som er flyttet langt væk fra landsbyen og Amager. Det er også deres historie. Tilskuerne følger med og kommer med tilråb og jublen ved de kraftfulde slag. Derefter hygger de videre med naboer og venner i det indhegnede områder, hvor publikum skal være.
Tilskuerne til fastelavnsridning i Ullerup 2023 forsvarligt hegnet inde.
Hårdt for hestene
En af hestene er blevet for træt til at ride med til selve tøndeslagningen i Ullerup. Den hvide hest havde da også været med i Store Magleby med det maratonlangt-ridt, som var dér. Hest og rytter var ovenikøbet blevet tøndekonge, men i dag kan den ikke mere.
Der bliver talt om den trætte hest. Som en af tilskuerne siger: "Det har ikke meget med dyrevelfærd at gøre, når hesten kun har fået en hvile dag efter den lange tur om mandagen og så igen ud om onsdagen". Nutidens heste er slet ikke vant til at blive redet i så lang tid - uden hvile i stalden. Det var anderledes før i tiden, da dér blev brugt arbejdsheste til fastelavnsridning. Dengang var det nok afslapning for hestene at være til fastelavn frem for det hårde arbejde i den våde vintermark med ploven eller med det tunge læs grøntsager, der skulle trækkes til grønttorvet på den kraftige torvevogn.
Men da hesten bliver delt mellem to ryttere - i henholdsvis Store Magleby og Ullerup, så kan den ikke mere. Den er træt. Først bliver hesten trukket væk til en fold for at slappe af, men så beslutter de, at hesten skal være sammen med de øvrige heste. Den ser helt ærligt også ud til at nyde selskabet.
Ryttere og heste venter på deres tur. Hesten med det røde dækken er for træt til tøndeslagning. Forrest i billedet ses Ullerups tøndekonge 2023 få minutter før han slå tønden helt ned.
En konge og en dronning
Efter omkring en halv times taktfaste slag på tønden falder det sidste bræt ned, og tøndekongen kan udråbes. Der skal nu overrækkes grankrans til kongen og en buket til tøndedronning, hun belønner tøndekongen med et bånd om armen og et kys. Der synges skålsang for kongen og dronningen.
Hele fastelavnsoptoget rider under granguirlander og Dannebrog, hvor tønden før hang. Et farvel og en æresmarkering af tydeligt stolte ryttere, som sikkert også er lettede over, at alt er foregået efter traditionen. Og uden uheld - og væsentligt kortere end tøndeslagningen varede i Store Magleby. Lidt indbyrdes konkurrence er der stadigvæk mellem danskerlandsbyen og hollænderbyen.
De glade og bredt smilende ryttere giver alle en fantastisk oplevelse. Som det fortælles mig, så har alle på punchruten fortjent rytternes absolut bedste humør - ingen sure miner er tilladt på denne festdag. Det uanset regn-, storm eller snevejr, skader eller andre strabadser. Det smitter, der er feststemning på hele pladsen.
På sådan en fastelavnsdag er der overskud og plads til alle. Der bliver passet på alle - børn, unge og ældre, så alle kan have det rart. Måske er det i virkeligheden det, som gør fastelavnsridning så meget anderledes fra udklædningsfastelavn. Her i Ullerup er man sig selv i den allerbedste udgave - glad, i det bedste tøj og fælles med andre. Når voksne og børn klæder sig ud til fastelavn, er det for at blive en anden, hvad enten de er udklædt som Superman eller Snehvide, så er det unikke og individuelle i centrum.
Fastelavn i Ullerup skaber fælleskab.
Og selvom jeg ikke er lokal, bliver jeg også inkluderet i det fælles gilde.
Det flotte udstyr der hører sig til rytter og hest.
Til gilde
Forsamlingshuset
Efter tønden er slået helt ned, og alle ritualer er overholdt, rider fastelavnsoptoget hen til forsamlingshuset. Også her bliver der skænket punch og sunget skålsang, hvorefter punchruten forsætter, indtil alle på listen har fået besøg af rytterne. Imens forsamles en del af tilskuerne i byens fælles hus.
Forsamlingshuset er en historie i sig selv. Det har været en tysker-barak fra krigens tid, som er vedligeholdt i årtier af lokalsamfundet, sådan at Ullerup landsby har et fælles hus. I aften skal det bruges til gilde. Det er fyldt med fotografier med fastelavnsminder mange år tilbage. Her bliver tidligere tøndekonger og dronninger husket. Ligesom de år med sne i læssevis eller pløre og silende heldagsregn.
Den særlige Ullerup-tradition med læderstroppen og snekker på hænger i et par eksemplarer - doneret af tøndedronninger til det traditionsbærende hus.
Også her i forsamlingen går snakken livligt, om de mange timer som Store Magleby var om at slå tønden ned og om den kun halve time, det tog rytterne i Ullerup.
I den ene ende af forsamlingshuset er en luge, hvor der sælges lidt øl og vand samt lidt at spise. Det er ved at være aftensmadstid, så sulten melder sig - især hos børnene. Der står Einar sammen med nogle andre og betjener folk med smil. Selvom det må have været en meget lang dag for ham og de andre, så er det stadigvæk den vigtigste dag af alle højtidsdage. Einar sørger for, at alle har det godt.
En dejlig træt, temmelig ør af sanseindtryk og særdeles kulturberiget lokalarkivar tager turen hjem - fyldt med denne historie - om levende traditioner og stor gæstfri.
Tak til Einar og Inga samt til hele Ullerup for en virkelig pragtfuld oplevelse med fastelavnsridning på en askeonsdag.