Engmarkens Børnehave i 1950'erne
Børnehaven er kommunens ældste og oprettet under Kastrup Kirke og Menighed i 1905. Dengang kaldte man børnehaven for Kastrup Asyl.
Tårnby Kommune opførte i 1929 en ny bygning i Engmarken til asylet, som også blev drevet af kirken.
Først i 1952 overtog kommunen børnehaven, der nu hed Kastrup Folkebørnehave.
Første kommunalt drevne børnehave
Den første kommunalt drevet børnehave blev oprettet i 1943 på Englandsvej 348 i den tidligere præstebolig. Der var plads til 35 børn i alderen 2 til 7 år. Personalet bestod af lederen forhenværende lærerinde Eva Lommer og assistent Lilian Mathiesen.
Tidens krav var, sagde sognerådsformand Richard Jacobsen ved åbningen, at mor ofte måtte hjælpe til med at holde hjemmet oppe, når far var på arbejdsfordeling eller havde hyppige arbejdsløsheds perioder.
Ønsker om vuggestuer og fritidshjem i kommunen måtte vente lidt endnu, mente sognerådsformanden.
Folkebørnehaven i Klitrose Allé
Først i 1930'erne startede Thyra van Wier Wiedsma en børnehave på Klitrose Allé 22. Det var fru Wiedsma, der efter hun var blevet enke, drev den private børnehave. I 1955 gik der 65 børn der.
Tårnby Kommune købte huset, da fru Wiedsma ønskede at trække sig som børnehaveleder. Fra 1. april 1956 kom børnehaven under de Frie Børnehaver og Fritidshjem i Tårnby Kommune.
Du kan finde fotografier fra asyler og børnehaver på arkiv.dk.