Læs om Tårnbys tandlæger og læreres forsøg på at holde elevernes tænder uden huller.
Skoletandlæger I mange institutioner er der forbud om slik og søde sager. Det var også tilfældet i Tårnby Skolevæsen fra 1957 og i hvert tilfælde indtil 1963.   Den 18. januar 1963 udtalte skoledirektør Johannes Feldvoss til Amager Bladet, efter en respons på en kampagne i Esbjerg, hvor forældrene havde stemt om slik eller ej i skolen: Vi kunne ikke lade være med at smile en lille smule, siger skoledirektør Johannes Feldvoss [...] da vi så, hvor stort man havde slået denne aktion op i Esbjerg. Det samme skete hos os her i Tårnby for 5 ½ år siden. Tandlægerne afgav rapporter, som var meget nedslående, og vi besluttede at tage det overtværs med det samme.  Er det så blevet overholdt? [spørger redaktionen på Amager Bladet] Ja, det er det. Naturligvis er der lærere - ja, det findes - som er for rare, og vi ønsker det overholdt og indskærper det. Nu har vi siden forbuddet kom fået mange nye lærere, og det er meningen at udsende et nyt cirkulære her til foråret. Bestemmelsen siger, at læreren skal tage det fra eleven, når han opdager det, og udlevere det igen, når eleven går hjem. Når der fejres fødselsdage på vore skoler, medbringer eleverne æbler og appelsiner i stedet for bolsjer og flødeboller.  [svarer Feldvoss] Er tænderne så blev bedre? [spørger redaktionen på Amager Bladet] Det kan vi egentlig ikke sige, men vi ved, at de er ikke blevet værre af det, slutter skoledirektør Feldvoss. Målet var, at tænderne ikke skulle nedbrydes, mens børnene var i skole. Uddeling i klasserne Det vides ikke, hvornår det igen var i orden at dele slik og kage ud i klassen, men mon ikke det skete i løbet af 1970'erne. Læs mere om de mange huller i tænderne eleverne havde dengang i Glemmer Du nr. 3, 2017 Tandlæger i Tårnby - Skoletandlæger og almindelige tandlæger  Skolehistoriske bøger