Barndomsminder
Da jeg var dreng i 1920'erne og 1930'erne...
Fodbold
Det var jo i lidt andre omgivelser og under andre betingelser end i dag.
Der var ikke så mange tilbud på fritidsbeskæftigelser, og selvom vi kun er ca. 7-8 km fra Rådhuspladsen i København, var vi dog betragtet som værende "bondedrenge" - et tilråb vi ofte fik, når vi spillede fodbold imod københavnere. Men vi var ligeglade, bare vi fik lov at spille.
Fodbold var jo vores største og - for de fleste af os - den eneste sport, vi brød os om. Jeg var så heldig på den tid at bo lige ved den gamle bane, som lå i Søvang Allé. Det var nemt at klæde om og tage støvler på og gå lige over vejen.
Banen blev ikke brugt til kampe mere, da der var anlagt en ny på Saltværksvej langs med Amagerbanen. Desværre var der ikke så megen plads og ingen mulighed for at flytte rundt på målene, så resultatet var, at der meget hurtigt ikke fandtes græs i hele målfeltet. Banen blev derfor aldrig kaldt andet end "cementen".
Omklædningsforholdene var også specielle, idet alle lokale spillere klædte om hjemme og hængte det eventuelle overtøj på nogle kroge i hegnet. Fremmede spillere klædte om i Kastruplund og spadserede så igennem Kastruplundgade og Saltværksvej. Primitivt, men sjovt alligevel.
Primitivt må jeg også kalde vore andre muligheder, idet vi ikke måtte være på den store bane om dagen, så vi gik ned på forstranden, hvis det ikke havde været højvande, havde vi et ganske godt område at spille på. Der var græs overalt, men nogle store huller, som vi lærte at spille udenom.
Kampe mellem bebyggelserne
Jeg boede i Søvang Allé i en ejendom, der blev kaldt ”den nye kommune” og ved siden af lå ”den gamle kommune”. Begge ejendomme var på det tidspunkt ejet af Tårnby Kommune – deraf navnene. Men selv så tæt på hinanden, havde vi hver vore egne fodboldhold og udkæmpede nogle drabelige kampe på forstranden. De endte altid med forrygende slagsmål.
Der opstod hver gang store diskussioner om, hvornår der blev lavet mål. Målene var markeret med en sten, hat eller bluse, så det var svært at se om bolden var inde eller ude. Eller for høj, hvis målmanden ikke kunne nå den. Selvom vi var uvenner et stykke tid, stod vi altid sammen, når vi skulle spille mod ”Glasmagerrækken” eller ”Nordmarksvej” eller ”Villabyen” eller ”Røverhøjen” som det gamle Kastruphøj blev kaldt. Da alle kampe endte med slagsmål, var det godt at være flere, der holdt sammen.
Sådan beretter Christian Jensen fra sin drengetid med fodbold.