Læs om to forskellige forretninger omkring år 1900 - én på den nuværende Nordmarksvej og én på den nuværende Kastruplundgade.
Detailhandel i Kastrup
Der har været detailhandel mange steder rundt i Tårnby omkring 1900, men selvfølgelig først og fremmest i det vi nu kender som Kastruplundgade. Gadens navn er dog af nyere dato og er sammenlagt af tidligere vejstrækninger. Delen ved Kastrup Kirke hed tidligere Kastrupgade - ikke at forveksle med Kastrupvej.Der var flest butikker i Kastrup, da der ikke var så megen selvforsyning, som på gartnerierne, i husmandsstederne og på gårdene i de andre landsbyer i Tårnby.
Handelsgade
Gadernes navne lå ikke helt fast omkring år 1900. Det kan ses af det historiske materiale, der er fra tiden f.eks. folketællingen 1901 og forsikringsprotokoller.
Matrikel 3ce af Kastrup på venstre hjørne af Kastruplundgade og Saltværksvej var viktualieforretning. Inden da havde der været høker - helt tilbage fra 1860. Huset her blev kaldt Rosendal og her lå en mindre etageejendom. Matriklen hedder nu 3z.
Matrikel 5c af Kastrup på højre hjørne af Nordmarksvej og Saltværksvej blev i folketællingen 1901 opgivet til at være på Kastrupgade, som nu ellers er Kastruplundgade. Huset her blev kaldt Lønnen. Det var personerne selv, der fortalte, hvad der skulle stå i optællingen. Måske er det derfor der er nogen forvirring over de opgivne vejnavne. Der er nu en tankstation.
De to grunde husede detailforretninger af ret forskellige karakter. En var specialforretning med vin og en anden var med mere almindelige varer til brug for arbejderne i kvarteret.
Kolonial, vin og delikatessehandel
Her lå Peter Hansens Colonial, Vin & Delikatessehandel. Den var på den nuværende Kastruplundgade. Huset var med tegltag og i grundmuret sten. På bygningen stod anno 1859-1908, og husnavnet var Rosendal.
Her havde Peter Jens Hansen sin forretning fra omkring 1915. Han var født den 30. maj 1873 og døde den 11. juli 1936. Han var søn af Hans Peter Andreas Hansen og Marchen Cornelius Palm i Dragør. Den 19. oktober 1921 var det viktualiehandler A. P. Sørensen, der ejede huset og havde tegnet forsikringen.
Se et foto af bygningen og forretningen - skriv B211 når du søger på arkiv.dk - så ser du formentlig Peter Jens Hansen foran sin forretning sammen med sin familie omkring 1915.
Peter Jens Hansen står ikke i Vejviseren for 1915-1916. Han har da også først tegnet en forsikring pr. den 18. juli 1917. Det er sikkert på dette tidspunkt, han bliver ejer af forretningen og af huset.
C. Larsens Detailhandel
C. Larsens Detailhandel lå på hjørnet af Nordmarksvej og Saltværksvej. Jens Peter Andersen var ejeren af huset i 1901, men det var lejeren Christen Larsen, der havde forretningen i Lønnen. Christen blev født i 1827. Hans kone, Inger Christine Paulsen var født i 1833. De havde blandt andet datteren Anna Emilie født i 1875 og sønnen Valdemar født i 1867.
Foruden husejer var Jens Peter Andersen også opgivet til at være bryggeriarbejder.
Du kan se oplysningerne i folketællingen i 1901, som er på en database, du kan søge på. I folketællingen er adressen opgivet til at være på Kastrupgade, men det må være et markedsføringstrick.