Byggeskik på træfattige Amager
Der kan nok ikke tales om en særlig byggeskik af landbrugsbygninger på Amager - hverken påvirket af en særlig hollandsk byggemåde eller en særlig dansk variant fra Amager. Der var snarere andre vilkår, der afgjorde, hvordan der blev bygget - særligt træmanglen satte begrænsninger.
Når Peter Henningsen taler om nogle særpræg, der skulle stamme fra den frisiske byggemåde kommende med de hollandske indvandrere fra det nordvestlige frisiske område, så tager teserne udgangspunkt i ret spinkelt materiale, som Holger Zangenberg har foretaget i 1920erne. Når teserne efterprøves med det gamle billedmateriale, som Tårnby Stads- og Lokalarkiv har fra bøndergårdene i Tårnby, så kan disse træk ikke genfindes. Slet ikke alle træk i en gård.
Eksempelvis kan kvisten med vindue over hoveddøren kun findes i Tømmerupvej 96 i Skelgårde, Bredegaard i Kastrup (omtalt i Zanbergens værk som Tønnesens gård) og Gammel Møllegård i Maglebylille. I Store Magleby er fundet ti gårde med kvist med vindue, de syv over døren. Det er kun få af alle 13 gårde der har en høj kvist og ikke kun et kvistvindue i taget.
I øvrigt havde ikke alle gamle frisiske gårde i stuehusets facade en kvist over døren, det fandtes også uden kvisten. Det mest karakteristiske ved det nordfrisiske hus er at stald, lo og lade er bygget sammen med beboelsen i en meget høj konstruktion samtidigt med at hele gården er bygget på en forhøjning, så vandet i det lave og flade land ikke så let kunne true de høstede afgrøder og beboelsen.
Kilder:
Holger Zangenberg: Gamle Bøndergaarde og Huse i Københavns Amt. Københavns Amt 1928.
Peter Henningsen: Dengang vi var bønder. Gad 2019.
Arkiv.dk Tårnby Stads- og Lokalarkiv fotografierne: B1908, B7968 og B261.
Det måske mest kendetegnende var en omstillingsparathed og en ressourcebevidsthed. At være parat til forandringer kan blandt andet ses ved overgangen fra landbrug til gartneridrift. Bevidstheden om ressourcer kan ses ved gårde som Birkegården og Gården Ved Diget, der eksempelvis haft flere forskellige tagmaterialer samtidigt. Det kunne være tegl på stuehuset, spåntag på laden og stråtag på stald. Der var ingen grund til at ensrette alle længers udseende, hvis materialerne stadigvæk kunne holde.
Farver på husene og gårdene
I Nicolaisens bog om Amager fra 1915 beskrives gårdenes husfarver som lysegule med døre og vinduer i grønne farver. Det kan dog blot være et modelune på Amager omkring den tid.
Fotografier af gården Ved Diget i Kastrup fra begyndelsen af 1900-tallet tyder på en gullig farve på selve stuehuset og med en hvid pynteramme rundt om vinduerne. De sprossede vinduer var malet mørke, men nok ikke sorte. Det er mere sandsynligt, at det er en mørk rød, blå eller grøn farve, der er brugt. Rigtig mange bygninger har også haft kombinationer af røde vinduer og gul facade. Dog vides det ikke, om gården Ved Diget havde lige den farvesætning.
Før i tiden har der også været mode i husfarver. Så flot som Kastrup Værk ser ud nu i en varm gul, har bygningerne ikke altid set ud. På de første malerier af Kastrup Værk har bygningerne været hvide - formentligt helt fra starten af.
Farverne er også en vigtig del af historien.
Den gule farve på husene og gårdene stammer fra okker, som er naturligt forekommende i jorden, som er et pulver af forvitring af jern eller andre metaller. Den hvide farver stammer fra kalk, som også forekommer i Danmark. Den blå indigo farve stammer derimod fra en plante i troperne, derfor har denne farve ikke været så udbredt i Danmark - og slet ikke til bondegård og husmandssteder.
Den gule farve bruges ofte i kystområderne og fiskerbyer, fordi farven kan ses på lang afstand. Arkivet har fortællinger om gårde, der er brugt som landemærker - blandt andet Bredegård, som var en stor gul gård beliggende tæt på Kastrupgård.
Bindingsværk
Da Amager har været træfattigt i århundrede, har bindingsværket i gårdene og husmandsstederne ofte været spinkelt og kroget - foruden er der som regel ikke brugt tømmer til en fodrem, dvs. en lang bjælke, som bindingsværket har stået ovenpå. I stedet er bjælkerne sat på syldsten, som har fungeret som fundament. I middelalderen bestod det mest af række af små sten, i nyere tid - efter 1600 - er der anvendt store og små syldsten.
Der blev desuden genanvendt træ fra de bjærgede træskibe til forskelligt på bygningerne, brøndene og andre steder.
Der er ikke så mange bindingsværkshuse tilbage i Tårnby. Udover at landets bebyggelse har måttet vige for byens boliger, skyldes det også, at mange landbrugere fik opført nye stuehuse og sidebygninger i mursten i forbindelse med udflytningen fra landsbyen, selveje af gården, brande eller som del i omlægningen fra amagerbrug til gartneridrift.
Kongelundsskoven var fra 1836 forbeholdt kongen og de mindre træområder spredt rundt om på Amager - som kaldes for remiser, var plantet til kongens vildt. De træer måtte altså ikke benyttes som gavntræ eller for den sags skyld som brænde af bønder og husmænd. Da Kongelundsskoven blev plantet fra 1818, var der heller ikke så store træer at komme efter.
Svenskerne havde stort set brændt alt af på Amager i 1658, alt det som ikke allerede var brugt som brænde af de danske soldater og en belejret københavnsk befolkning. I starten af 1800-tallet var omtrent 2-3 % skov tilbage i Danmark. Amager har formentlig været temmelig skovløs indtil beplantningen af Kongelundsskoven.
Også udgravningen af Tårnby landsby ved Øresundsforbindelsens anlæggelse viser, at træet brugt til brønde var genanvendt fra skibe og tidligere bindingsværksdele.
Stråtage
Oprindeligt har gårdene og husmandssteder haft stråtage. Der kan dog også være spåntag og cementtag på nogle af bygninger, særligt når vi kommer op i 1900-tallet. Ligesom også tegltage fik et indtog med murstensbygningerne.
Stråtagene har dog sin egen lille historie på Amager. Ligesom andre steder er materialet tagrør eller halmstrå. Det kan være fastgjort til taget på to måder. Én østdansk inklusiv Østjylland, der kaldes for bundne tage, hvor der bruges binder pil ellers hasselgrene fast til tagkonstruktionen. Én vestdansk for det øvrige Jylland, hvor tagene var syede med en tækkenål.
Det syede tag var så usædvanligt, at Dirch Ole Jacobsen, den senere ejer af Kastruplund, skrev hjem til sin far om metoden, som de brugte i Vejen, hvor Dirch Ole Jacobsen var i 1880. Se Glemmer Du nr. 5, 2007.
Når stråtaget afsluttes på rygningen, kan det udsatte øverste område lukkes på forskellig vis. Igen er der to måder, som normalt knytter sig til de samme områder - én østdansk eller én vestdansk. Den første er rygningen eller mønningen, som kan bestå af halm, tang eller lyng, fastholdt af rygningstræer, som også kaldes kragetræer. Den anden måde er samlingen holdt på plads af lange græstørv - det er udbredt i Jylland, dog ikke Østjylland, og Bornholm.
På Amager er der på nogle gårde og huse også brugt tørv, det er fundet, når taget skulle fornys. Formentlig har de store mængde græstørv på de store fælleder specielt vest på øen været en ressource, der blev udnyttet til rygning.
Når det var ålegræs eller tang, der blev brugt til rygningen på et stråtækt hus, bliver det først snoet så det nærmest har karakter af et løst reb. Derefter lægges kragetræer ovenpå for at holde på konstruktionen.
Kragetræer
Tætsiddende kragetræer på mønningen har vist gårdens velstand - ligesom antallet af skorstene også kunne være et tegn på den økonomiske formåen. Selvom der har været større velstand på Amager end på Sjælland, så har Amager været træfattigt i mange århundrede, hvilket nok har smittet af på brugen af kragetræer. Der er således både huse og gårde i Tårnby med og uden kragetræer. Så det har ikke været entydigt, hvad der har været brugt her på øen.
”Kragetræer kaldes de tværstykker, der ligger over rygningen på et stråtag. Kragetræer består af to træstykker på godt 1 m i længden af eg eller bøg, der ved en trætap sammenføjes i den øverste ende, så de rider over rygningen. Kragetræer anbringes med 0,50 til 0,75 meters mellemrum og forbindes ofte med ståltråd”. Kilde: Store Nordiske Konversations Leksikon bd. 13, 1920.
Kilde:
Bjarne Stoklund: Bondegård og Byggeskik. København 1969.
