Læs mere om fiskerne i Kastrup og om Broforeningens historie.
Den charmerende broforening I 2015 var det 150 år siden at Kastrup Broforening blev stiftet. Fra 1830'erne kom der rigtig gang i fiskeriet i Kastrup. Der var på dette tidspunkt ca. 25 fiskere i Kastrup, som havde fiskeriet som hovederhverv, men de fleste havde stadig deres husmandslod. Først fra 1860 kan man via folketællingen støde på fiskere, som har fiskeriet som eneste opført erhverv. Mange måtte supplere indtægten med bjergning af skibe i Sundet, losning af skibe i industrihavnen eller stenslagning til belægning af kommunens veje. En gennemsnitsfortjeneste på fisker i Kastrup var i 1876 ca. 1.000 kr. Nogle af fiskerne boede i de gule huse på hjørnet af Skøjtevej og Amager Strandvej, hvor der også var en købmand og et udskænkningssted brugt af fiskerne. I mellemkrigstiden var der ca. 60 fiskere, heraf var halvdelen fuldtidsbeskæftiget ved fiskeriet. De havde tilsammen 28 motordrevne både og et større antal sejl- og robåde. Fortjenesten var ca. 25.000 kr. I 1990 var der kun ganske få erhvervsfiskere tilbage i Broforeningens havn. De fangede især ål, torsk, skrubber og sild, men fangsten er nu som tidligere afhængig af vind og vejr. Træk af Broforeningens historie Den ældste anløbsbro i Kastrup, Skøjtebroen, lå på det sted, hvor Broforeningens havn kom til at ligge. Da fiskeriet i 1830'erne tog fart, opstod behovet for en rigtig havn. Det første tiltag til oprettelse af en havn kom i 1831, men først i 1845, nærmere betegnet den 6. februar, blev der tinglæst en interessentskabskontrakt på broen. I 1851 blev interessentskabets love tinglæst. Disse love ligner dem, der danner grundlaget for Kastrup Broforening, som dannes den 3. april 1865. Selskabet købte broen for 1.000 rigsdaler sølv. I 1907 får Kastrup Broforening adkomstskøde på broen, matrikel nr. 49c af Kastrup. Man skulle være husejer eller bådejer i eller ved Kastrup for at blive medlem. Tilgangen af medlemmer stoppes i 1883, men man kunne dog stadig optages gennem arv. Enker beholdt anparten, men kunne og kan stadig ikke deltage i møderne, som er forbeholdt mænd. Vedtægterne har holdt sig næsten uændret i de 130 år, foreningen har eksisteret. Arbejdspligten eksisterer dog stadig. Køb bogen: Kastrupfiskerne og havnen