Læs historien om kongens fasaner og andet vildt i Kongelunden.
De første fasaner i Europa Det kongelige fasaneri i Jægerspris var ikke nogen succes, og det blev i 1840 flyttet til Kongelunden. Et par tønder land blev opdyrket med kartofler og boghvede, samt 1 tønde land med bærbærende buske, som foder for fasanerne. Fasanerne trivedes så godt på Amager, at der blev ansat en fasanjæger, Chr. Frederiksen. Han bosatte sig i den tidligere plantørbolig, som herefter blev kaldt for Fasangården, det senere Jægerhus. Den udnævnte fasanjæger fik 80 fasanhøner og fire haner til at supplere de daværende 16 høner i Kongelunden. I 1840 blev den første kongejagt på fasaner afholdt i Kongelunden. Der var efterhånden 700-1.000 fasaner, og der blev skudt ca. 500. Under Frederik den 8. og Christian den 9. afholdtes der normalt kun én jagt om året. Kongen ankom i vogn med firspand, lakajer og alt hvad dertil hørte. Hestene blev opstaldet i Fasangården, mens jagtdeltagerne nød en drink ved rotunden midt i skoven, hvor der også blev budt velkommen. Mellem såterne - også kaldet klapperne - blev vildtet samlet, mest harer og fasaner, ved Løvenskjolds monument, hvor betjente sørgede for at ingen løb med det.Ved jagten i 1879 deltog i øvrigt prinsen af Wales. Så Amagers Kongelund var det første sted, hvor fasaner blev sat ud i skoven i Danmark - og muligvis i Europa - og overlevede i naturen. Den sidste kongelige jagt Den 4. november 1919 afholdtes den sidste kongejagt i Kongelunden. Fasaneriet blev nedlagt året efter, hvorefter publikum fik samme adgang til Kongelunden som til andre statsskove. Den sidste fasanjæger i Kongelunden var Peder Albrechtsen. Efter lov af den 25. marts 1851 om jagtrettens afløsning og udøvelse, overgik jagten til grundejerne mod en årlig afgift eller en engangssum. I loven var der dog en speciel paragraf, der gjaldt Amager: Så længe det Kgl. Fasaneri fandtes på Amager, skulle det være forbudt for private på øen at skyde eller fange fasaner. Efter 1920 har jagten i Kongelunden været drevet af det skovdistrikt, hvortil skoven hørte. I tiden under Københavns Statsskovdistrikt fra 1962 til 1975 afholdt man normalt en større skovjagt om året, der blev i snit skudt 20-30 fasaner om året i skoven. KildeJørgen Fabricius: Kongelunden på Amager. Skoven & Det kgl. Fasaneri's historie. Visoprint 1984.