Læs om gårdmandsdatteren, som var amatørskuespiller og meget modigt tog til Amerika.
En gårdmandsdatter Ella Svane var datter af gårdejer Jens Peter Svane og Margrethe Jensine Olsen. Gården eller jordbruget lå på Tingvej 109, som nu ligger midt i Urban-planen. Før i tiden hørte stedet under landsbyen Sundbyvester. Jens Peter Svane var gennem 35 år æresmedlem af Amagerlands Producentforening, og han blev ridder af Dannebrog i 1948. Ella Hansine Olsen Svane blev født i 1904. Hun var dilettantskuespiller på Kastruplund - ligesom Anna Andersen. Ella var først gift med Emil Jensen fra Raagaardsstræde. Efter et ophold i Amerika vendte Ella og Emil Jensen hjem. Ægteskabet blev opløst. Ella giftede sig senere med forretningsmanden Svend Ole Ingemann. De tog begge navnet Gotvang i 1955. Hun døde i 1958 - kun 53 år gammel. Ægteparret boede da på Kaliforniensvej i Tårnby Kommune.