Organister ved Tårnby Kirke fra omkring 1766 til 1981 og i Kastrup Kirke fra 1884 til 1986.
Organister indtil 1900
Til Tårnby Kirke har der været tilknyttet en organist. Nogle af personerne foran orglet er kendt af arkivet. Hvis du har yderligere oplysninger, er du meget velkommen til at skrive til arkivet.
Tidligere var organisterne også skoleholdere - dvs. de var lærer ved en af skolerne i Tårnby Sogn.
Listen for Tårnby Kirke
Rækkefølgen på organisterne fra omkring 1766 til 1981:
Niels Thisted - skrives også nogle gange Tidsted og Tisted - helt sikkert organist i 1766.
Niels Nielsen Lund var organist i 1801 i folketællingen og i 1810 - det muligt at hans far, med samme navn Niels Nielsen Lund, også har været organist.
Rasmus Cornelius Friis Andersen var organist - han døde som 44-årige den 2. september 1853 af brystsyge, som der står i kirkebogen, han var desuden kirkesanger og skolelærer ved Tømmerup og Ullerup Skole.
Johan Christian Immanuel Brasch var i folketællingen 1860 opført som organist, men han startede allerede i 1853 - han stoppede som organist i 1880. Han var førstelærer ved Sundbyøster Skole.
Carl Arnold Paulsen blev organist i 1880 og var det også i folketællingen 1901, helt til 1908. Han var tillige organist i Kastrup Kirke, da den blev bygget i 1884.
Peter Alfred Bacher var gårdmandssøn fra en gård på Amager Landevej, han var uddannet organist og betjente Tårnby Kirke fra 1908 til 1917.
Holger Marthinus Kobbeltvedt var organist fra 1917 og indtil 1948.
Inger Gertrud Backer havde embedet fra 1948 til 1981. Hun er ikke direkte i familie med de øvrige organister med navnet Backer i Tårnby Kommune.
Listen for Kastrup Kirke
Rækkefølgen på organisterne fra 1884 til 1986:
Carl Arnold Paulsen var lærer og organist fra 1884 til 1907, samtidigt med han var organist i Tårnby Kirke.
Peter Alfred Bacher var søn af en gårdmand på Amager Landevej, han var uddannet organist og var i Kastrup Kirke fra 1907 til 1909.
Karen Bacher var datter af en gårdmand på Amager Landevej og lillesøster til Peter Alfred Bacher, hun var uddannet organist og overtog hvervet i Kastrup efter sin bror i perioden 1909 til 1913.
O.V.S. Juul var lærer og organist fra 1914 til 1917.
Peter Alfred Bacher kom tilbage til Kastrup Kirke og stoppede i Tårnby Kirke fra 1917 og indtil 1932.
Rigmor Thorsund blev konstitueret organist i 1932, muligvis mens Peter Alfred Bacher var syg. Fra 1933 til 1970 var hun fastansat. Hun var uddannet organist.
Inger Marie Thomsen Lenz, født Thomsen, var organist fra 1970 til 1978.
Elsebeth Heinesen, født Ønlev, overtog herefter organisthvervet fra 1978 til 1986.
Kilder:Organistbogen af Eva-Marie Olesen. (Tidligere: Organist- og Kantorembederne). 9. udgave. 2005.Kastrup Kirke gennem 60 Aar. af C. Søndergaard-Thomsen. København 1944.
Skolehistoriske bøger