Læs historien bag vejnavnet C.M. Larsens Allé. Du finder også historien bag Annas Allé og Fannys Allé.
Kastrups egen brygger
Brygger Carl Monrad Larsen var en kendt og munter skikkelse i Kastrup i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Han overtog i 1872 sin fars virksomhed, Kastrup Bryggeri, på Kastrup Værk. I 1885 fik bryggeriet vokseværk og C. M. Larsen fik flyttet bryggeriet til Saltværksvej i en ny bygning.Nogle år senere, i 1891, indgik bryggeriet i de Forenede Bryggerier, og C. M. Larsen fortsatte som bestyrer i en kort periode - inden hans søn Martin Larsen overtog.
I 1894 købte han Kastrup Værk og overlod posten som bestyrer af bryggeriet til sin søn Martin. Kastrup Værk kendes i dag også som Bryggergården, og navnet menes at stamme netop fra brygger Larsen, selvom der også tidligere har været bryggeri på værket. C. M. Larsen solgte Kastrup Værk til Aktieselskabet Ny kalkbrænderi, som ejede det ved folketællingen 1901.
Carl Monrad Larsen døde den 26. maj 1910 på Kastrup Værk.
En aktiv mand
C. M. Larsen var endvidere kendt for at være en af initiativtagerne til Amagerbanen, han sad i Amagerbankens Bankråd og var formand for sognerådet fra 1880-1883. Ved sin død i 1910 var han desuden formand for kommunens bygningskommission.
Vejen blev anlagt omkring 1900. Navnet står i arkivets ældste vejvisere fra 1910 og 1918, men er ikke i det kommunale materiale fra Kommunearkivet omkring beslutningen af de forskellige vejnavne.
Døtrene Anna og Fanny
Desuden blev to veje opkaldt efter bryggerens to døtre: Anna og Fanny. Anna Marie var født i 1876 og Fanny var født i 1880. Annas Allé fik i 1926 nyt navn til Spidslodden, og Fannys Allé blev ved samme lejlighed til Engmarken.