Læs om Oliefabriksvej historie på den tidligere fælles jord til Tårnby landsby.
Fabrikker Vejen skiftede navn i 1926 fra Mellemvejen til Oliefabriksvej. Navnet skyldes sandsynligvis, at der på Oliefabriksvej 213 lå en fiskemelsfabrik. Fabrikken blev anlagt ca. 1916. Grunden havde matrikel 15b. Fiskemelsfabrikken blev i 1947 erstattet af farve- og lakfirmaet CEFA.  Der lå yderligere en anden fiskemels- og fiskeoliefabrik på matrikel 15e af Tårnby. Den fabrik havde adressen Oliefabriksvej 215. Den lå der fra 1939 til ca. 1950. Siden 1987 har boligbebyggelsen Hold Kærsager ligget på området. Frugtplantage Aage Suhr - en yngre bror til både Holger og Thorvald Suhr - bestyrede en frugtplantage til han i 1934 blev ejer. Han byggede den flotte ejendom, Vesterled på Oliefabriksvej 71. Frugtplantagen blev nedlagt, da Løjtegårdsvej blev forlænget til Kongelundsvej.Siden 1968 har der været en børnehave i ejendommen.  Mellemvej Oliefabriksvej hed tidligere Tårnby Mellemvej - og skiftede navn, fordi der på Amager var hele tre veje, der hed Mellemvej. Kun Røde Mellemvej er tilbage.I den ene ende af vejen var der frugtplantage - i den anden ende var der fabrikker. Tekst: Lone Palm Larsen, Tårnby Lokalarkiv