Læs en artikel fra 1954 om de desperate husbyggere på Amager. Boligløsheden var ekstrem i 1950'erne og en af løsningerne blev at bygge et selvbygger hus på en lille grund på det grønne Amager.
Desperat protest mod den høje leje i nybyggeriet
Hundreder af unge københavnske ægtepar bygger selv primitive huse i havelodder paa Amager og bliver boende aaret rundt trods løfte om at flytte - Taarnby Kommune har nu lukket for vandtilførslen.
Tusinder af unge nygift københavnere har ikke raad til at betale de høje lejer i nye komplekser, og at faa en gammel billig lejlighed er som at vinde en tolver i tipslotteriet. Hvad gør de saa? Nogle bor hos forældrene, andre bliver logerende hos fremmede, og en tredje kategori finder paa at leje eller købe en stump kolonihavejord, hvor de selv rejser et lille primitivt hus.
De maa kun være i det om sommeren. Det faar de at vide af omegnskommunen, de flytter ud til, og det skriver de under paa i en deklaration, udfærdiget af det lokale raadhus.
Trist by ved Kongelunden
Men nu er vi naaet halvt ind i november, og lyset straaler stadig hver aften ud af husenes vinduer. Det vil ogsaa være tilfældet i december, januar, februar, marts og april. Fra 1. maj begynder en ny "legal" termin.
Man kommer ud for løftebrud i utallige tilfælde i alle Københavns nabobyer. Men Taarnby er navnlig blevet centrum for ungdommens desperate protest med den dyre leje i den nye boligmasse. For faa aar siden henlaa arealerne paa begge sider af Kongelundsvejen som marker. Nu er de udstykket i flere tusind kolonihavelodder, og her har unge københavnere haft chancen for at erhverve en relativ billig grund, som de saa er gaaet i gang med at bebygge.
Der ser ikke godt ud derude. Viljen til at rejse et hus har ofte været bedre end evnen, og materialerne er ikke første klasses. Det er blevet til det, man før i tiden kaldte en wild west-bebyggelse, selv om det for retfærdighedens skyld maa tilføjes, at reglen langt fra er uden undtagelser.
Husene sundhedsfarlige om vinteren
Dobbelt trøstesløst tegner billedet sig efter de mange regnfulde maaneder i aar. Amager er jo fra naturens haand lavt beliggende med daarlige afløbsforhold, og vejene i havekolonierne fremtræder som moradser.
Fra kommunens side har man ikke stillet større fordringer til bebyggelsens kvalitet. Det drejer sig jo officielt om sommerhuse, der kun maa bebos fra den 1. maj til den 30. september. Paa den tid af aaret kan raske unge folk og deres børn sagtens klare sig derude. Men det har altsaa ikke været meningen, at de skulle blive boende derude i de syv andre maaneder af aaret, for sagkundskaben karakteriserer husene som sundhedsfarlige om efteraaret og vinteren. De er spinkle i konstruktionen, daarligt isoleret og mangler elementære sanitære installationer. Stadig taget som helhed. Der er adskillige af bedre bonitet. For dem alle gælder imidlertid, at vej- og kloakforhold er ganske utilstrækkelige.
Hundreder af nye huse
I sommer har invasionen paa arealerne langs Kongelundsvej for alvor taget fart. Hundreder af nye huse er skudt op, og i mange af dem bor familien stadig trods klausulen om flytning den 1. oktober. Før købet af grunden skal den nye borger for øvrigt ogsaa dokumentere, at han har vinterlejlighed i København eller Taarnby. Han opgiver i almindelighed forældrenes adresse.
Havekolonierne ligger i yderzone og maa alene af den grund ikke bebygges med huse, der anvendes aaret rundt. Det er nu ikke det vigtigste, for en situation kan blive saa fortvivlet, at lovparagrafferne maa hvile en tid. Værre er det, at amtslægen og kredslægen presser paa for at faa familiernes mange smaa børn anbragt under sundere omgivelser i aarets mørke maaneder.
Du kan læse mere om den del af Vestamager, der i første omgang ikke blev byggemodnet til helårsbolig i Tårnby Kommunes lokalhistoriske tidsskrift - Glemmer Du - Sump, Slum og slotte nr. 6, 2015.