Læs om belysningen og andre sager som sognerådet vendte på et møde i 1942.
Fra et sognerådsmøde
På et sognerådsmøde i 1942 blev der blandt andet talt om
Københavns Amtsraad meddelte Samtykke til at sælge Matr. Nr. 9 h Taarnby, stort 20.193 Kvm. til Edvard Fagerberg for 6.694 Kr. mod at Summen indgaar i Kommunens Kapitalformue.
Tilladelse til at handle med Mælk er givet Fru Linnea Høyer, Følfodvej.
Folketallet pr. 31. Oktober 1942 var 13.931 mod 13.902 pr. 1. Juli 1942.
Vejbelysning under Anden Verdenskrig
Fra Formanden for Grundejerforeningen Gammelgaard, P. Berthelsen, var modtaget Andragende om Ophængning af fire Mørklægningslamper paa deres Veje ved Bredskiftevej. Belysningsudvalget og Teknisk Forvaltning indstiller, at der opsættes to Lamper i Lighed med, hvad andre Foreninger har faaet.
Aage Jarre: De andre har for faa. Hvorfor skal disse her ogssaa have for faa? Vejene er meget vanskelige at befare i det gamle Taarnby, og de skal jo selv betale Ophængningen, medens vi betaler Driften.
Walther Thomsen (Belysningsudvalgets Formand): Det skal staa i passende Forhold til, hvad Politiet vil tillade.
Kommuneingeniøren: Jeg tror ikke, der fra Politiets Side vil blive gjort Indvendinger herimod, men det vil være Illumination i Forhold til de 20 Lamper, der findes tilsammen paa alle de offentlige Veje.
Aage Jarre: Jeg finder, at Illumination er et stærkt Udtryk. Forholdene paa Amager Landevej er ikke saa daarlige som her, hvor der er Grøfter paa begge Sider.
Formanden: Det forbavser mig, at Jarre rejser dette Spørgsmaal. Værdien af disse Lamper er lig Nul. De er kun Retningsvisere, der lyser med en lille Plet paa Vejen. Det vilde være Spild af Penge at lade flere opsætte. Foreløbig kan vi opsætte to og saa senere eventuelt Resten.
Laurits Hansen: Grundejerforeningen er godt stillet med de to. Ude paa Pilegaarden er Forholdene meget værre. Der mangler Sten til Afmærkning. Paa Gammelgaardsvejene kan man kun opnaa at faa et Fodbad, hvis man falder i Grøften.
Det vedtoges herefter at lade ophænge to Lamper.
Sognerådet, 1942.