Læs lidt om Kastrup Glasværks - dets opstart, bestyrelse og et par af direktørerne.
Direktører for Kastrup Glasværk Da lensgreve Danneskiold-Samsøe havde overdraget 200.000 rigsdaler til glasværket i 1873 for at starte aktieselskab, A/S Kastrup Glasværk, blev Duus indsat som direktør. I alt havde glasværket en samlet aktiekapital på 350.000 Rigsdaler. Bestyrelsen bestod af apoteker Alfred Benzon, konsul P. Hansen, proprietær J. C. Schmidt og justitsråd Bernhard Friehling. At én af datidens største apotekere var med i bestyrelsen, skyldtes nok til dels apotekeres store bruge af glas til medicinglas og -flasker. Han var desuden meget velhavende. Frederik Duus Frederik Ludwig Georg Duus født i 1840 blev direktør for Kastrup Glasværk fra 1873 til 1907. Han døde den 14. marts 1909. Duus boede i København og var ikke den daglige leder af glasværket. I følge bopælsregistreringerne i Politiets Registerblade boede Duus den 1. november 1890 på adressen Gammel Strand 52 , 1. sal. Fra 1. maj 1896 boede han på Nørre Voldgade 12-14, 3. sal. Her havde Kastrup Glasværk sit hovedkontor. Virksomhedens navn kan stadig ses over porten. Sagførernes Auktioner udgav i 1909:Fortegnelse over forhenværende Directeur ved Kastrup Glasværk F.L.G. Duus's efterladte Samling af Malerier, Akvareller og Tegninger. Valdemar Hansen I 1907 blev Valdemar Hansen direktør for Kastrup Glasværk. Han havde været med til at starte en sammenslutning af virksomheder, der producerede flasker. Det skete for at stå stærkere over for de udenlandske firmaer, der producerede flasker på maskiner - de såkaldte Owens maskiner. I Danmark stoppede produktionen af mundblæste flasker i 1927. På Kastrup Glasværk blev der fyret 37 flaskemagere i den forbindelse. Yderligere materiale Kastrup Glasværk 1847-1979. Erindringer fra Tårnby Kommune nr. 3. Tårnby Kommunes Lokalhistoriske Samling. Kastrup Glasværk. En Beretning om Glasindustrien i Danmark. København 1947. De omtalte bøger kan ses i Tårnby-rummet på Tårnby Hovedbibliotek.